I den lille by Bylderup-Bov i Sønderjylland risikerer købmand Dan Houborg Edlefsen en bøde på 25.000 kroner, hvis en af hans medarbejdere kommer til at sælge snus eller smøger til en mindreårig.
Derfor er han også vred over, at staten i form af Sikkerhedsstyrelsen fra i dag kan sende mindreårige kontrolkøbere ind i hans butik for at forsøge at købe alkohol, tobak eller nikotinprodukter.
- Det er fuldstændig forkasteligt, at staten går ind og hyrer børneagenter, som jeg kalder dem, til at gå ud og lave lovbrud, siger Dan Houborg Edlefsen, der ejer 'Min Købmand' i Bylderup-Bov.
- De opfordrer næsten de unge mennesker til at gå ind og lave et lovbrud, som jeg kommer til at overtræde, siger han.
Men der er jo ikke sikkert, at du kommer til at overtræde det. Formålet er jo, at I i butikken forhåbentlig siger nej til at sælge de her ting til de unge.
- Ja. Og det skal vi også overholde, og det gør vi også i langt de fleste tilfælde. Men jeg kan ikke sige, at det ikke smutter en gang imellem, siger han.
Skal træffe beslutning på 'splitsekund'
Han har instrueret sine medarbejdere i at være ekstra opmærksomme på at tjekke id, når der sælges alkohol, snus eller cigaretter. For det kan være "megasvært" at vurdere, om kunden er gammel nok.
Men hvad er problemet i at skulle spørge efter id?
- Der ligger ikke noget problem i at spørge efter id. Problemet ligger i, at du hele tiden skal vurdere, om de nu er 18 år, 25 år eller 16 år.
- Det er et splitsekund nogle gange, og hvis der er en lang kø ved kassen, går det nogle gange rigtig stærkt, og jeg tror, det er der, der nogle gange sker nogle svipsere rundt omkring i landet, siger han.
Købmand: Brug digitale løsninger
I stedet mener han, at myndighederne burde bruge de muligheder, der ligger i dankortet og anden digital betaling til at indføre tekniske aldersbegrænsninger, så man slet ikke kan købe de pågældende produkter, hvis man er under aldersgrænsen.
Han mener også, at der skal være en konsekvens for unge, der forsøger at købe ting, som de ikke er gamle nok til.
- Jeg synes, det er helt i orden, at jeg får en bøde, hvis jeg overtræder loven. Men jeg synes også, at loven bør ændres, så de unge mennesker også kan få en bøde, hvis de overtræder loven, siger han.
- Det er ikke ulovligt for de unge at købe noget hos mig. Men det er ulovligt for mig at sælge noget til dem, siger han.
Styrelsen: Kontrol har ikke været særlig effektiv
I Sikkerhedsstyrelsen er man dog glade for det nye værktøj, som Folketinget har givet for at styrke kontrollen.
- Formålet er jo, at nikotin, alkohol og tobak ikke skal være så lettilgængelig for vores børn og unge, siger Stine Pedersen, kontorchef for Sundhed i Sikkerhedsstyrelsen.
- Den kontrol, vi har kunnet føre indtil nu, har ikke været særlig effektiv til at håndhæve over for butikkerne, at de her aldersgrænser bliver overholdt, fortæller hun.
Styrelsens tilsynsførende har hidtil været afhængige af selv at skulle være til stede i butikken, hvor et ulovligt salg blev gennemført, og den mindreårige køber skal selv være klar til at fortælle om salget.
Nu kan styrelsens tilsynsførende i stedet tage ud i følgeskab med de unge kontrolkøbere, sende dem ind i butikken og teste, om aldersgrænserne bliver overholdt.
Styrelsen håber, at den nye ordning vil skærpe butikkernes fokus på at tjekke alder.
- Her i starten tror jeg, at der er så meget opmærksomhed på det, og jeg håber, at vi ikke finder ret meget. Men nu har vi redskaberne til også at kunne føre den her kontrol meget mere effektivt, siger Stine Pedersen.