Københavns Politi indfører opholdsforbud flere steder på Nørrebro

Stigende smittetal i København får politiet til at reagere.

Et skater-område tæt på Nørreborparken har været samlingssted for mange unge mennesker i de seneste uger. Nu indføres et opholdsforbud på stedet.

De stigende smittetal får nu Københavns Politi til at indføre opholdsforbud flere steder på Nørrebro.

Opholdsforbuddet gælder fra torsdag aften til søndag to steder i Nørrebroparken - Hørsholmparken og Skateparken.

Begge steder har den seneste tid været samlingspunkt for festende unge mennesker.

I hovedstadsområdet registreres i øjeblikket stigende smittetal, og en stor del af de smittede er mellem 20 og 29 år.

- Smittetallet går desværre i den forkerte retning, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage konsekvensen af. Vi kan ikke acceptere, at større grupper forsamles i en tid, hvor vi skal gøre en ekstra indsats for få nedbragt smitten i København.

- Derfor indfører vi nu et midlertidigt og tidsbegrænset opholdsforbud i de dele af Nørrebroparken, hvor vi den seneste tid har haft udfordringer med mange mennesker i aften- og nattetimerne, siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

  • Opholdsforbuddene gælder i perioden:

  • Torsdag den 10. september fra kl. 18.00 til fredag den 11. september kl. 06.00.

  • Fredag den 11. september fra kl. 18.00 til lørdag den 12. september kl. 06.00.

  • Lørdag den 12.september fra kl. 18.00 til søndag den 13. september kl. 06.00.

For den del af Skateparken, der ligger foran Café Friheden, vil opholdsforbuddet være gældende i tidsrummet fra klokken 24 til 6 i de pågældende dage.

Opholdsforbuddet betyder, at der ikke må tages ophold i områderne. Almindelig færden som gå- og løbeture og hundeluftning i områderne er dog fortsat tilladt. Ifølge Københavns Politi opsættes der snarest tydeligt skiltning i de to områder.

Liste over advarselszoner justeres

Brydes opholdsforbuddet, udskriver politiet en bøde på 2.500 kroner.

- Vores betjente vil selvfølgelig altid være i dialog med borgerne og vejlede om, at her er et opholdsforbud. Men lytter man ikke, vil man se et politi, som er konsekvent, og som håndhæver opholdsforbuddet, siger Anne Tønnes.

I foråret var der i en uges tid et lignende opholdsforbud på blandt andet Islands Brygge i København.

Det medførte, at blandt andet småbørnsfamilier fik bøder. Flere af dem har ikke ønsket at betale bøden, fordi de ikke mener, at der var skiltet godt nok.

Bødesagerne kører i øjeblikket i Københavns Byret.

Anne Tønnes fastholder, at der var skiltet godt nok på Islands Brygge.

- Vi mener, at vi har skiltet tilstrækkeligt, også på Islands Brygge. Vi vil tilsvarende skilte sammen med Københavns Kommune så meget som overhovedet muligt, siger politidirektøren.

Herunder kan du se et klip med en mor, der fik en bøde på Islands Brygge:

Københavns Politi vil i de kommende dage være markant til stede i aften- og nattetimerne og holde øje med, om reglerne bliver overholdt på barer og restauranter.

Derudover justeres listen over de såkaldte advarselszoner i København, som er områder, som politiet holder ekstra øje med.

  • Det drejer sig om følgende områder:

  • Kongens have, dele af fælledparken, Islands Brygge, Dronning Louises Bro og området ved Sandkaj og Göteborg Plads.

  • Områderne Amager Strandpark, Kastrup Strandpark (Sneglen) og midterrabatten på Sønder Boulevard er ikke længere advarselszoner.

Coronasmitten er de seneste uge steget i en sådan grad, at myndighederne har fundet det nødvendigt at indføre skærpede restriktioner i København, Odense og 16 kommuner i Storkøbenhavn.

Barer og restauranter i de 18 kommuner skal blandt andet igen lukke ved midnat, og forsamlingsforbuddet er sænket fra 100 personer til 50.