Når sagen mod en 62-årig mand, der er sigtet for at lække statshemmeligheder skal for retten, så bliver det kun ganske få, der må høre sagens beviser.
Det har en dommer i Københavns Byret i dag afgjort.
- Dørene skal lukkes under hele hovedforhandlingen. Sagen vedrører særligt klassificerede oplysninger om statens sikkerhed og samarbejdet med fremmede stater, lød det fra dommeren.
Med den afgørelse vil hele staffesagen mod den 62-årige blive hemmeligholdt for offentligheden.
Advokat Jakob Lund Poulsen ville efter retsmødet ikke fortælle, hvordan hans klient stiller sig i sagen.
Ifølge Københavns Byret er sagen sat til at køre som en tilståelsessag.
Anklagemyndigheden ønsker heller ikke at fortælle, hvilke paragraffer den 62-årige er sigtet for.
Han blev anholdt i december 2021 og dengang sigtet for at have lækket statshemmeligheder efter en paragraf, der kan give op til 12 års fængsel.
Forsvarer: Sagen bør være åben
På vej ind til retsmødet fortalte Jakob Lund Poulsen, at han og hans klient gerne ville have åbenhed omkring sagen og dens beviser.
- Vi er godt klar over, at visse oplysninger skal hemmeligholdes. Men vi mener, at mest muligt bør være offentligt tilgængeligt, lød det.
Flere fremmødte journalister protesterede ved retsmødets start over hemmeligholdelsen af sagen.
Her fremførte Jakob Lund Poulsen også kort sine argumenter, inden dommeren lukkede dørene for offentligheden.
Jakob Lund Poulsen sagde, at der har været mange mediehistorier om sagen mod hans klient.
Blandt andet har DR og Berlingske kunnet afsløre, at sagen drejer sig om læk af oplysninger om terrordømte Ahmed Samsams samarbejde med efterretningstjenesterne FE og PET på ture til Syrien.
Den 62-årige har ifølge DR'oplysninger arbejdet over 30 år i politiet og var senest ansat i PET.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er en person, der i medierne gør gældende at have arbejdet for PET og FE, og det er det, der er kernene i sigtelsen mod min klient, sagde Jakob Lund Poulsen.
- Den her sag har ikke noget direkte at gøre med fremmede magter.
Modsat stod anklagemyndigheden netop på, at hensyn til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter var afgørende for, hvorfor sagen skal hemmeligholdes.
Samsams advokat var til stede
På grund af den mulige forbindelse til Ahmed Samsam var advokat Erbil Kaya også kort til stede i retssal 14 i Københavns Byret, hvor retsmødet fandt sted.
Han mener at have interesse i sagen, fordi den ifølge medierne indirekte omhandler hans kient.
- Vi gør gældende, at Ahmed Samsam har en særlig interesse i den her sag.
- Han kan anses som forurettet i en straffesag, fordi der er begået et justitsmord mod ham, forsøgte Erbil Kaya over for dommeren.
Erbil Kaya blev dog sammen med pressen smidt ud af retssalen, fordi dommeren ikke mente, at spørgsmålet om Erbil Kayays tilstedeværelse i retten skulle behandles i dag.
Københavns Byrets afgølrese kan kæres til landsretten inden for 14 dage.
Det er uvist, om den 62-årige og hans advokat vil gøre det.