København ensretter byens mest populære gå- og løberute

Københavnere opfordres til at undgå populære mødesteder.

Et af de mest populære steder at nyde solens stråler i København bliver nu underlagt tiltag, der skal forhindre coronasmitte.

Søerne, der strækker sig fra Østerbro til Vesterbro, bliver ensrettet, således at alle skal gå eller løbe den samme vej rundt.

Det har Københavns Kommune netop meldt ud.

Kommunen har allerede sat skilte om ensretningen op ved Søerne, og der er også sat skilte op med opfordringer til at holde afstand mange andre steder i byen, blandt andet i Kongens Have, Amager Strandpark og havneparken på Islands Brygge.

- København indbyder til at nyde at være udendørs, og det kan være svært at lade være, når solen først er fremme. Men på grund af smitterisiko er vi nødt til at opfordre til, at man holder sig væk fra de populære steder, siger vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Jon Pape i en pressemeddelse.

Kommunen opfordrer samtidig til, at man finder nye steder til gå- og løbeture i weekenden, der ellers ifølge DMI byder på masser af solskin landet over.

- København har masser af skjulte perler og gode muligheder for at være udendørs, uden at vi kommer hinanden for nær, siger Jon Pape.

  • Ensretning ved Søerne i København, lørdag den 21. marts 2020. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)
  • Skiltning ved Søerne i København viser ensretning for gående på stierne. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)
  • Området er et af de steder, som har påkaldt sig myndighedernes opmærksomhed i forbindelse med myndighedernes forsamlingsforbud og retningslinjer for afstand mellem mennesker. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)
1 / 3

Folk samles i det gode vejr

Det strålende solskin har tidligere på ugen fået masser af borgere til at bevæge sig ud i det gode vejr. Og flere steder har mange valgt at færdes de samme steder.

Det har fået Københavns Politi til at patruljere Amager Strandpark, på Christiania og på skaterbanen i Fælledparken i københavnerbydelen Østerbro. Her måtte betjente minde borgerne om coronakrisens alvor. Efterfølgende har Chistiania taget konsekvensen af de mange besøgende og er i dag lukket helt ned.

- Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil ud og nyde det gode vejr. Det er også helt i orden. Man må gerne gå eller løbe en tur, sagde rigspolitichef Thorkild Fogde i går.

- Men hold afstand til hinanden, når I færdes derude. Hvis der allerede er mange i et område, så gå et andet sted hen.

Trafikken skal nu foregå ’med uret’ rundt om alle de regulerede søer i Købehavn.