Julen er hjerternes – og mavernes – fest, og mange danskere vil i den søde juletid sætte tænderne i et stykke flæskesteg. Mens der bliver gumlet på sværene, er det nok de færreste, der tænker over, at 23,2 procent af alle pattegrisene ikke overlever længe nok til at havne på middagsbordet.
Det svarer til, at der hver dag dør 28.000 danske pattegrise, viser tal fra både Dyrenes Beskyttelse og landbrugets brancheorganisation Landbrug og Fødevarer.
2020 skulle ellers være året, hvor udviklingen skulle være vendt. I 2014 lavede landbruget og politikere med daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) i spidsen nemlig en såkaldt topmødeerklæring, der skulle sikre bedre dyrevelfærd for de danske svin.
Erklæringen indebar blandt andet, at overlevelsen for smågrise per kuld i 2020 skulle være hævet med én gris. Det svarer til 6.000 flere overlevende pattegrise om dagen.
Men med ganske få dage tilbage af året, er det tydeligt, at udviklingen er gået den forkerte vej, og det står nu klart, at man ikke når målsætningen for 2020.
-Det er uacceptabelt. Det vi har gjort nu i regeringen er, at vi går ud og styrker kontrollen med området. Vi håber, at det bliver bedre. Det skal blive bedre for vi kan ikke tillade os andet i forhold til dyrevelfærden, siger minister for landbrug, fødervarer og fiskeri Rasmus Prehn.
Kampen om patterne
Når næsten hver fjerde danske pattegris i dag dør i staldene, er det en naturlig konsekvens af, at produktionen i stadigt stigende grad bliver udfordret med store kuld, mener Lene Juul Pedersen, der er professor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.
- Soen har et helt unikt diegivende mønster, hvor hun lægger mælk en gang i timen, og alle grisene samles om hver sin patte. Men i det øjeblik, der er flere grise i kuldet, end der er patter, vil de slås om patterne, og så vil der altid være nogen, der taber, siger hun.
En so har mellem 10 og 14 patter, og i 2019 fik de danske søer i gennemsnit 17,5 levendefødte pattegrise. Det betyder, at landmændene skal overvåge farestalden i langt højere grad for at sørge for, at så mange pattegrise som muligt overlever.
Det sker blandt andet på Gammelgaard Agro i Odder, hvor svineproducent og ejer Allan Gammelgaard forsøger at få antallet af patter og pattegrise til at passe sammen. En af hans søer har fået 20 pattegrise, og det er ikke unormalt, forklarer svineproducenten.
- Hun kan ikke blive ved med at ligge med 20 grise, det er for mange. Vi sorterer de mindste pattegrise fra. De bliver lagt over til en so, der ikke har fået så mange grise, siger svineproducenten.
Allan Gammelgaard har ansat mandskab, der udelukkende overvåger farestalden.
Udover at sørge for, at alle pattegrisene bliver lagt til hos en so, hvor der er patter til dem, kommer de nyfødte grise i varmekasser, når soen skal fodres, fordi hun, som Allan Gammelgaard siger, ikke tager hensyn til, om hun træder på sine nyfødte grise. Langt de fleste pattegrise dør nemlig, fordi de bliver klemt ihjel.
Ikke flere knapper at skrue på
Netop de mange tiltag, landmændene i dag benytter sig af, har æren for, at dødeligheden er stagneret i stedet for at stige, mener Lene Juul Pedersen.
- Producenterne gør i dag virkelig meget for at holde pattegrisene i live med alle mulige tiltag, man ikke har anvendt før. Hvis de ikke havde gjort den indsats, tror jeg, dødeligheden var steget markant. Der er nok ikke så mange flere knapper at skrue på nu, vurderer forskeren.
Over de seneste 10 år er der i gennemsnit kommet tre pattegrise mere per kuld.
Det er netop kuldstørrelsen - og dermed avlsmålene - der skal laves om på for at komme problemet til livs, mener Lene Juul Pedersen.
Hun vurderer, at det i sidste ende vil kunne give landmændene den samme indtjening, fordi landmanden vil kunne slippe for noget af det ekstra arbejde, det kræver, når søerne får så store kuld.
Det er imidlertid ikke et billede, Christian Fink Hansen, sektordirektør for svineproduktionen hos Landbrug og Fødevarer, kan genkende.
- Når vi kigger på de danske svineproducenter, er de 25 procent af producenterne, der har den højeste kuldstørrelse, også dem, der har den højeste overlevelse. Så jeg kan ikke se en koalition mellem kuldstørrelse og øget dødelighed.
Allan Gammelgaard mener heller ikke, at løsningen er mindre kuld og mener, at dødeligheden kan nedbringes uden at ændre på avlsmålene. Men man skal ikke være urealistisk og tro, at det kommer til at ske fra den ene dag til den anden, lyder det.
- Vi vil gøre alt for at bringe antallet ned og holde det på så lavt et niveau som muligt. Vi producerer jo ikke grise for, at de skal dø for os. Vi lever jo af, at de kommer levende herfra, siger Allan Gammelgaard.
Hele kæden har et ansvar
Hos brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer er man også klar over, at målsætningen for 2020 ikke bliver nået. Og det ærgrer Christian Fink Hansen.
- Vi når desværre ikke det meget, meget ambitiøse mål, der er sat for 2020. Det er vi ikke tilfredse med. Det kan og skal vi gøre bedre, og vi arbejder benhårdt hver dag på at gøre det bedre og vende den udvikling, vi ser.
For at få succes med det, vil Landbrug og Fødevarer investere i forskning.
I 2020 har organisationen brugt 10 millioner kroner på udvikling, forskning og informationskampagner til landmændene, så de får den nyeste viden til rådighed. Næste år lægger de yderligere fem millioner i puljen, så den lander på 15 millioner kroner.
Håbet er, at man formår at knække koden.
- Hvis vi kunne svare på, hvorfor målsætningen ikke er lykkedes, havde vi ikke den her udfordring. Der er noget, vi tilsyneladende ikke ved. Og det skal vi finde ud af.
Lene Juul Pedersen peger på, at ansvaret ligger hos både producenter og branchen. Hos Landbrug og Fødevarer er de enige i, at hele kæden bærer et ansvar.
- Vi har en del af ansvaret, for vi har ikke været gode nok til at generere den viden, der skal til. Men der ligger også et ansvar hos de forskere, der arbejder med at nedbringe dødeligheden. Der ligger et ansvar hos griseproducenternes rådgivere, konsulenter og dyrlæger. Og så ligger der selvfølgelig et ansvar hos svineproducenterne, lyder det fra Christian Fink Hansen.
Tallene for 2020 bliver først endeligt opgjort i løbet af foråret 2021.