Klimatolog: Maj kan blive den varmeste i 129 år

Maj står til at slå rekord, men den ellers gode nyhed har en mørk skyggeside.

Dette forår har allerede slået den varmeste dag sidste år - og det bliver fejret på Islands Brygge i København. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Maj er mere end sød og mild i år. Den er varm, og faktisk kan den ende med at blive den varmeste maj i mere end 100 år.

Det vurderer klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

Lige nu er månedens middeltemperatur 13,4 grader, og Mikael Scharling vurderer, at maj ender med en samlet middeltemperatur på 13,9 grader.

- 13,9 grader vil være rekord for maj. Den tidligere er over 100 år gammel og lyder på 13,8 grader i 1889. Det er faktisk Danmarks ældste varmerekord, siger han.

Og selv om vi kun er midt i måneden, understøtter et kig i prognoserne en rekord, for det varme vejr fortsætter i de kommende uger, og statistisk set er den første halvdel af maj da også den koldeste.

- Hvis vi lægger det, vi ser i prognoserne for resten af måneden, sammen med de 16 dage, der allerede er gået, så tegner der sig et ret ekstremt billede af slutresultatet - allermest når det gælder temperaturen, siger han.

Men hvad skyldes dette års varme maj? Det giver vejrvært Mikael Jarnvig sit bud på.

- Vi har haft et højtryk tæt på Danmark i lang tid, og varm luft fra sydøst er blæst op over os i adskillige dage. Vi har også fået meget mere sol, end vi plejer. Vi plejer ikke at have et højtryk parkeret i så lang tid, siger han.

Et dystert perspektiv

Og så når vi frem til denne nyheds skyggeside. For selv om lange, lune aftener er dejlige efter en lang og kold vinter, der trak temmelig meget ud, så vidner den nok varmeste maj i 129 år om, at klimaforandringer også er meget konkrete her i landet.

- Varmerekorden er jo en dejlig nyhed for de fleste, men der er et dystert perspektiv. For når jordens middeltemperaturer stiger, bliver det lettere at slå varmerekorder – og det er et resultat af, at klimaet forandrer sig, siger Mikael Jarnvig.

Ifølge Mikael Jarnvig vil middeltemperaturen blive ved med at stige, så længe der udledes drivhusgasser - og derfor er det uundgåeligt, at varmerekorden for maj skulle slås på et tidspunkt.

Jordens temperatur stiger

Hvorfor 1889 indtil videre har været den varmeste maj, skyldes sandsynligvis, at et stabilt højtryk også dengang lå stille ud for Danmark i lang tid.

- Klima skal måles i flere årtier ad gangen og ikke i enkelte situationer og i enkelte måneder. Der vil altid være udsving, men når vi ser på gennemsnitstemperaturen, så bliver jorden varmere, det er der ingen tvivl om, siger Mikael Jarnvig.

- Temperaturen er steget med cirka en grad her siden 1889 - men på Arktis og andre steder er den steget op til fire gange så meget.

Dette forår har allerede slået den varmeste dag sidste år, hvor temperaturen nåede 26,6 grader ved Abed på Lolland 15. august.

Den temperatur slog 2018 allerede 19. april, hvor der blev målt 26,7 grader i Karup.