KL om lærerforhandlinger: Det her er enten eller

Bondo og Ziegler stillede lørdag aften op til en kort debat i TV Avisen. Begge parter er indstillet på at forhandle videre, men ingen er parate til at give indrømmelser.

Det ser umiddelbart ikke ud til, at den forestående lockout af lærerne kan afværges. Forhandlingerne mellem KL og lærerne er brudt sammen, og ingen af parterne er parate til at give den sidste indrømmelse, som handler om, hvorvidt der skal være arbejdstidsregler for de danske lærere.

- En samtale vil forudsætte, at der er en åbning. Kernen i konflikten er, hvorvidt der skal være arbejdstidsregler eller ikke. Her er det svært at finde en gylden middelvej. Det er enten eller, siger kommunernes chefforhandler Michael Ziegler til DR Nyheder.

Ifølge Michael Ziegler er der ikke mulighed for at 'give sig lidt'.

- Det er et enten-eller-spørgsmål. Enten har man arbejdstidsregler som dikterer, hvad lærernes arbejdstid bliver brugt til eller også har man ikke, siger han til DR Nyheder

Bondo står fast

Lærernes formand Anders Bondo Christensen erklærede ved samme lejlighed lærernes vilje til at fortsætte forhandlingerne, men han gav heller ikke antydning af at være klar til at give indrømmelser på spørgsmålet om arbejdstidsregler.

- Vi har fremlagt et forslag som rammer helt ind i alle de ting, som KL har bedt om: at det er lederen som afgør, hvor meget tid den enkelte lærer har og hvad man skal bruge tiden til. Vi har bragt nogle forslag på banen, som er fuldstændigt identiske med de regler, som gælder for alle andre kommunalt ansatte, siger han til DR Nyheder.

En lockout af lærerene vil betyde, at flere tusinde danske børn ikke vil kunne modtage undervisning fra 1. april, og indtil konflikten er overstået. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet vurderer dog, at lockouten ikke vil få lov til at stå på i mere end en uge før regeringen går ind i sagen. Hvis dette sker vil sagen sandsynligvis få et udfald i arbejdsgivernes favør, mener han.