Fra talerstolen ved Folketingets åbningsdebat efterlyste Mette Frederiksen (S) i torsdags, at flere danskere går på gaden for at demonstrere mod antisemitisme.
- Hvor er demonstrationerne imod det? Hvor er demonstrationerne for det jødiske mindretal. Hvor er den debat? Hvor er de stemmer, sagde statsministeren blandt andet.
Opråbet kom, efter der det seneste års tid har været en række store demonstrationer til støtte for palæstinenserne i Gaza og mod den israelske regerings krigsførelse i området.
På det seneste har politiet desuden sigtet personer i forskellige sager, hvor målet formodes at have været jødiske personer eller steder.
Mette Frederiksen sagde på talerstolen, at hun undrede sig over, at der ikke var større forargelse i Danmark over antisemitismen:
I gårsdagens udsendelse af P1 Debat var regeringens stemme kirkeminister Morten Dahlin (V). Han deler ”ubetinget” statsministerens bekymring og mener, at det er skræmmende at se en ”opblomstrende antisemitisme” herhjemme.
- Vi oplever jo en jødisk minoritet, som lige nu gør, hvad de kan for at skjule deres religiøse identitet, simpelthen af frygt for repressalier og nogle gange fysiske overfald, sagde han.
Kirkeministeren var sammen med resten af udsendelsens gæster inviteret ind for at debattere, om statsministerens efterlysning er på sin plads - og hvorfor nogen ligefrem frygter at blande sig i debatten.
Kritiserer 'dobbeltmoral' i debatten
Forstår du, Morten Dahlin, at folk er tavse i den her konflikt?
- Det, synes jeg, er et svært spørgsmål. Men jeg kan grundlæggende godt forstå, at der er folk, som er bange for at blande sig.
Morten Dahlin synes, at det er ærgerligt, at vi her i Danmark er nået til en sådan situation.
- Men du får mig selvfølgelig ikke til at stå og sige, at jeg ikke godt kan forstå den enkelte, der tænker på sin egen sikkerhed eller sin families sikkerhed, siger han.
I en undersøgelse, foretaget af Epinion for DR, svarer 13 procent af de adspurgte, at de ikke ønsker at svare og give deres mening om Israels militære operationer i Gaza.
I gårsdagens udgave af P1 Debat rettede Morten Dahlin desuden sit skyts mod det, han kalder en "dobbeltmoral", som har sneget sig ind hos nogle stemmer i debatten om Israels krig mod Hamas.
- Når muslimske regimer behandler deres egen befolkning eller andre befolkninger dårligt, så er der ikke nogen, der siger, at det er okay, at der kommer islamofobi i Danmark. Men når Israel så gør noget, hører man lige pludselig, at man så godt kan forstå, at antisemitismen er stigende.
- Israel skal være udsat for demokratisk kritik, ligesom alle andre stater. Men jeg synes, der er en dobbeltmoral, når det handler om Israel, og der er særligt en dobbeltmoral, når det handler om jøder.
Vil ikke demonstrere med israelsk flag i hånden
Selvom partiet De Frie Grønnes leders, Sikandar Siddique, ikke længere sidder i Folketinget og kunne høre statsministerens tale fra salens 179 pladser, så deler han Mette Frederiksens bekymring over den aktuelle situation for landets jøder, fortalte han i P1 Debat.
- Det er utrolig vigtigt, at alle minoriteter – og det ved jeg selv som minoritet – skal kunne gå i fred og ro, fortæller Siddique, som selv har muslimsk baggrund og er barn af to pakistanske forældre.
- Jeg er ked af, at det jødiske samfund og statsministeren har den oplevelse. Det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have fundet ud af, hvorfor det er sådan. Og så skal vi sørge for, at vores jødiske borgere føler sig trygge og føler, at man også støtter op om dem.
Partilederen har selv deltaget i store pro-palæstinensiske demonstrationer i København, som han selv betegner som ”pro civile liv-demonstrationer”.
Fra hans synspunkt ryger debatten ofte af sporet, og den jødiske befolkning kan føle sig truet, når folk ikke evner at skelne mellem jøder og staten Israel. Og det synspunkt delte flere af gæsterne i P1 Debats studie.
Sikandar Siddique tror på, at forsoning er mulig, men han afviste i debatten i går, at han til fremtidige demonstrationer i disse dage for eksempel ville tage et palæstinensisk flag i den ene hånd og et israelsk i den anden. For flaget kan, ifølge ham, opfattes af nogen som en provokation og en støtte til staten Israel og dens regering.
- Vi skal til hver en tid stå op for det jødiske folk – altid. Men vi har ret til at kritisere en apartheid-stat, som har slået 45.000 palæstinensere ihjel, som har pulveriseret Gaza, og som sprænger arme og ben af små børn, som sulter befolkningen og bomber i Libanon.
Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder er over 42.000 palæstinensere blevet dræbt, siden 7. oktober sidste år, hvor Israel indledte en ny krig i Gazastriben. Sundhedsmyndighederne skelner ikke mellem civile og kombattanter.
Israel indledte krigen efter, at Hamas førte an i et terrorangreb på Israel, der dræbte omkring 1.200 personer i Israel og tog flere end 250 som gidsler. Hamas er på EU og USA’s terrorliste.
Overrabbiner bad søn gå med hat
Jair Melchior, der er overrabbiner for det jødiske samfund i Danmark, er glad for statsministerens ord og den støtte, som det jødiske samfund blandt andet oplevede fra Folketingets partier ved en mindegudstjeneste for ofrene i mandags.
- Det er så vigtigt, at vi i vores samfund er der for hinanden. Vi er nødt til som samfund at beskytte enhver, som står i en vanskelig situation.
Allerede den 7. oktober sidste år, oplevede Jair Melchior at blive overfuset på gaden, fortalte han i P1 Debat. Det skete, da han gik sammen med sine børn.
- De råbte nogle bandeord og sagde: ’Nu, endelig, tager vi jeres land!’. Oplevelserne efter 7. oktober sidste år, fik ham til ”for første gang i sit liv” at bede én af sine sønner om at gå med hat, fortalte overrabbineren.
- Vi er nogle af de synlige jøder i gadebilledet, fordi vi går med kalot. Jeg kunne godt se, at den kommende tid kom til at blive vanskelig.
Tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic deltog også i P1 Debat i går. Hun mener at alle - uanset politisk eller religiøst ståsted - som minimum må kunne bakke op om, at civile ikke skal dræbes: