Kina kræver nu en officiel undskyldning for en illustration i Jyllands-Posten i går.
På Niels Bo Bojesens tegning i avisen er de fem gule stjerner i Kinas flag skiftet ud med coronavirusset, der har kostet over 100 mennsker livet.
Den kinesiske ambassade skriver i en pressemeddelelse, at Jyllands-Posten og tegner Niels Bo Bojesen skal erkende deres fejl og give en offentlig undskyldning til det kinesiske folk.
- Mens den kinesiske regering og befolkning gør alt for at kæmpe mod denne sundhedstrussel, og det internationale samfund har vist stor opbakning, så har Jyllands-Posten offentliggjort en tegning, der er en fornærmelse mod Kina og sårer det kinesiske folks følelser, skriver ambassaden.
- Uden sympati og empati har det overskredet lavmålet for et civiliseret samfund og den etiske grænse for ytringsfrihed, og det er en fornærmelse mod folk, lyder det.
Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, afviser at give kineserne en undskylding.
- De får ikke en undskyldning, for vi mener ikke, at vi har gjort noget forkert. Jeg tror, at den går over af sig selv, idet der ikke er dårlige intentioner i den.
- Vi har tegnet en tegning, som bruger det kinesiske flag og coronavirus til at indramme en begivenhed, som præger hele verden lige nu. Det er en registrering, siger Jacob Nybroe.
Vrede på sociale medier
På Facebook og andre sociale medier udtrykker mange kinesere kritik af Jyllands-Postens tegning. I kommentarfeltet under tegningen på avisens hjemmeside lyder det fra blandt andet fra Dan Zhao:
- Jeg har set mange satiretegninger relateret til nationale flag, Tyrkiet, Storbritannien, USA.... Men den her fik mig til at føle ubehag, skriver han.
Flere danske politikere er allerede rykket ud med opbakning til Jyllands-Posten og afvisningen af at give en undskyldning.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener, at reaktionen fra kineserne er "en trist gentagelse af princippet i Mohammed-krisen". I 2006 bragte Jyllands-Posten 12 karikatur-tegninger af profeten Mohammed, der sendte Danmark ud i en af de værste udenrigspolitiske kriser nogensinde.
- Kina skal IKKE kræve undskyldning for mediers redaktionelle linje. Fuld støtte til JP, skriver han på Twitter.
Tusindvis er smittet
Det nye virus, der stammer fra den kinesiske by Wuhan, har indtil videre dræbt 106 mennesker i Kina. Yderligere er mindst 4.515 personer på tværs af landet blevet smittet.
De kinesiske myndigheder har forsøgt at begrænse smitten ved at lukke hele byer ned. Det sker midt i fejringen af det kinesiske nytår, hvor millioner af mennesker normalt rejser hjem for at besøge familie.
Myndighederne vurderer, at langt over 5.000 mennesker bærer virusset.
Der er også bekræftet tilfælde af coronavirus i andre lande. Det drejer sig om Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Nepal, Vietnam, Canada, Singapore, USA, Frankrig, Australien og Tyskland.
Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er 18 danskere indtil videre lokaliseret i den kinesiske Hubei-provins, hvor udbruddet af coronavirusset begyndte.
Syv af dem er i dialog med den danske ambassade i Beijing om at komme væk. Udenrigsministeriets Borgerservice advarer danskere mod unødvendige rejser til det ramte område i Kina.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at der var bekræftet tilfælde af coronavirus i Saudi-Arabien. Men det er ikke tilfældet. DR Nyheder beklager fejlen.