Amstaff, amerikansk bulldog, staffordshire. Internettet bugner med private salgsannoncer, hvor de omstridte hunderacer - der i folkemunde betegnes muskelhunde eller kamphunde - kan købes for mellem 1000 og 10.000 kroner
I går lå der på hjemmesiden Gul & Gratis 93 annoncer med enten en enkelt hund eller et helt kuld hvalpe til salg. På Den Blå Avis gav en søgning 99 annoncer med helt op til ni hunde til salg. Nogle kan være sammenfaldende.
Til salg uden stambøger
I en lang række af annoncerne fremgår det, at hundene er en blanding af flere racer, eksempelvis Rottweiler og Staffordshire.
Kun et fåtal af hundene står til at have stambøger, og mange af sælgerne skriver direkte, at de ikke har papirer på hundene.
Tjek om huden er mentaltestet
I lyset af sommerens mange angreb på dyr og mennesker af aggressive hunde, advarer formanden for Dansk Kennel Klub køberne.
- Prøv at spørge sælgerne, om hunden har en stambogstavle, og om forældrene er blevet mentaltestet, før der blev avlet på dem. Det er sådan noget, der er afgørende for hundens adfærd, men det er de sjældent blevet, siger formand Jørgen Hindse.
Dansk Kennelklub stambogsfører eksempelvis cirka 130 amstaff årligt.
- Men der handles måske 10.000 om året her i Danmark. De vælter jo ind over grænsen i bundter fra lande som Ungarn. Og i 90 procent af de bideulykker, der er, står der blandingshunde bag, konstaterer Jørgen Hindse.