Efter flere år med stor tilbagegang tyder det nu på, at der er fornyet tiltro til hpv-vaccinen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle piger skal have i 12-årsalderen og inden deres seksuelle debut.
Nye tal fra Statens Serum Institut viser nemlig, at 30.974 piger fik vaccinen sidste år, hvilket er mere end en fordobling i forhold til 2016.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
- Det er meget positivt, at vi nu ser denne store stigning i tilslutningen til hpv-vaccinationsprogrammet. Det er udtryk for, at forældrene igen har opmærksomheden rettet på hovedformålet med vaccination, nemlig at forebygge livmoderhalskræft hos deres døtre, siger afdelingslæge Palle Valentiner-Branth.
Antallet af vaccinerede piger i fjor er det højeste siden 2012, hvor 31.794 fik hpv-vaccinen, der skal være med til at sikre, at kvinder ikke får en hpv-infektion. En infektion, der kan fås ved seksuel kontakt og potentielt kan give livmoderhalskræft.
Siden 2012 har antallet af vaccinerede været støt faldende, og ramte i 2016 det laveste niveau, da godt 15.000 piger lod sig vaccinere.
Debat om sikkerhed
Vaccinen har de seneste år været til heftig debat. Blandt andet efter at TV 2 i 2015 sendte dokumentaren 'De vaccinerede piger', hvor flere piger stod frem og fortalte om omfattende bivirkninger, de mente, der skyldtes vaccinen.
I dokumentaren fortalte to læger på Frederiksberg Hospital også, at de mistænkte vaccinen for at kunne være årsagen til nogle sjældne alvorlige bivirkninger, efter de havde behandlet en række af pigerne på deres afdeling. Lægerne kunne dog ikke dokumentere en sammenhæng mellem pigernes sygdomme og vaccinen.
Sundhedsstyrelsen har hele tiden stået fast på, at vaccinen er sikker og effektiv.
I pressemeddelelsen vurderer Statens Serum Institut, at den fornyede tillid til vaccinen kan tilskrives, at der er lavet flere videnskabelige artikler, der understøtter, at vaccinen er sikker og effektiv.
Desuden peger de på, at kampagnen "Stop HPV" i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen har skabt en massiv synlighed på de sociale medier.
- Dermed når man målgruppen af tvivlende eller afventende forældre, der ikke nødvendigvis søger viden hos egen læge eller på myndighedernes hjemmesider, lyder det i pressemeddelelsen.
Selv om der har været en massiv fremgang i antallet af vaccinerede, så er der stadig langt op til Sundhedsstyrelsens målsætning om, at 90 procent af en årgang skal have vaccinen.
Omkring hver tredje pige født i 2003 er færdigvaccineret. 55 procent af piger født i 2002 har fået det sidste vaccinationsstik.