Der skabes langt flere job i København og på Sjælland, når der bygges hospitaler og mortorveje.
En endnu ikke offentliggjort rapport viser, at politisk planlagte infrastrukturprojekter skaber godt 87.000 job over en 10-årig periode. Men arbejdspladserne fordeler sig meget skævt på landsplan.
Mens Region Hovedstaden og Region Sjælland tilsammen løber med 60 procent af arbejdspladserne, må Region Nordjylland nøjes med under 4 procent.
3F: Mere trækker østpå
De kommende ti års infrastrukturprojekter som opførelsen af sygehuse, nye motorveje og jernbaner tilgodeser de to regioner øst for Storebælt, når det gælder arbejdspladser.
Og det er formanden for 3F i Aalborg, Søren Elsberg, ærgerlig over:
- Det er som om man trækker mere og mere over østpå og ikke så meget vestpå.
- Jeg synes jeg godt, at man kunne have tilgodeset jyderne og i særdeleshed nordjyderne mere, end det man gør her, og det viser fordelingen af de arbejdspladser også og de investeringer, der skal til, siger Søren Elsborg.
Borgmester: Vi vil ikke klynke
I Frederikshavn undrer Venstre-borgmester Lars Møller sig over, at Folketingets plan ikke indebærer tilskud til de planlagte havneudvidelser for 800 millioner kroner i hans kommune:
- Der havde vi jo håbet på, at staten ville gå ind at hjælpe os der, men det kan vi se, at de ikke gør, så det må vi så være klar til.
- Vi vil ikke stå at klynke. Vi bliver nødt til at gøre det her, fordi det er der hele fremtiden ligger for os, siger borgmesteren i Frederikshavn.
Forsker: Skaber mere ulighed
Tallene for de nye danske job står i en endnu ikke offentliggjort rapport som rådgivningsvirksomheden COWI har lavet for Beskæftigelsesministeriet.
Fordelingen til Østdanmarks fordel skaber større ulighed i samfundet, mener professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
- Der bliver øget forskel mellem de dele af landet, der får meget og dem, der får mindre. Derfor er det også en politisk diskussion, hvor de forskellige offentlige institutioner skal ligge. De mange, mange milliarder kroner, der kommer ud får det danske samfund til at blive mere ulige, siger Henning Jørgensen.
- Se på den lange bane
Formand for beskæftigelsesudvalget i Folketinget, Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne mener, at politikernes investeringer i infrastrukturen udligner sig selv helt automatisk.
- Næste gang, når der skal investeres i for eksempel en forbindelse over Limfjorden, så er det der arbejdspladserne bliver skabt og ikke på Fyn eller andre steder.
Lennart Damsbo-Andersen mener, at man skal se på den lange bane.
- Hvis bare vi sørger for, at vi over tid investerer rundt omkring i landet, så får vi også skabt beskæftigelsen alle vegne, men det kan man ikke se, hvis man kun ser på en ti-årig periode, man er nødt til at se på et meget længere perspektiv.