Jurist: Lang sagsbehandling gør det svært at bremse omstridt psykiater

En psykiater med 11 klagesager kan måske slippe for få indskrænket sin praksis efter, at Sundhedsstyrelsen har smølet med at gribe ind i tide, vurderer sundhedsjurist.

Psykiater Arne Mejlhede kan måske slippe for sanktioner, selv om patienter har klaget over ham 11 gange. (Foto: © JensTønnesen/LandbrugsAvisen, LandbrugsAvisen)

Sundhedsstyrelsen kan have spændt ben for sig selv, hvis den nu vil forsøge at bremse den omstridte psykiater i Hobro, Arne Mejlhede.

Psykiateren har fået kritik i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn 11 gange for at overmedicinere og fejlbehandle patienter.

Og Sundhedsstyrelsen undersøger lige nu, om der er grundlag for at indskrænke psykiaterens mulighed for at have med patienter at gøre.

Men fordi Sundhedsstyrelsen selv har holdt sagen hen i tre år, vil det svække styrelsens muligheder for at gribe ind, vurderer Kent Kristensen, der er sundhedsjurist på Syddansk Universitet.

- Hvis man er lang tid om at gribe ind i den konkrete sag, så svækker det tilsynsmyndighedens mulighed for at gribe ind over for den pågældende sundhedsperson. Domstolene vil tænke: Jamen, hvis I ikke har grebet ind tilstrækkelig tidligt, så er der jo fordi, der ikke har været anledning til det, og så er der det heller ikke nu, siger Kent Kristensen.

Undersøgelser tog tre år

Sundhedsstyrelsen gik i begyndelsen af 2009 i gang med at undersøge Arne Mejlhedes ordinering af medicin til patienter. Men der gik tre år, før styrelsen havde forberedt en række klagesager og fik dem sendt over til Disciplinærnævnet. Sager, der endte med at føre til massiv kritik af Arne Mejlhedes behandling.

Men fordi sagsbehandlingen har taget tre år, vil det blive sværere i en retssag at overbevise dommeren om, at sagerne er alvorlige nok, forklarer Kent Kristensen.

- Der er konkrete eksempler fra domstolspraksis, som indebærer at der, hvor man ikke har udnyttet mulighed for at gribe ind tidligt, har domstolen ikke fundet anledning til at gå ind og begrænse eller fratage autorisationen, siger Kent Kristensen.

Flere partier er rystede over sagen, og sundhedsminister Astrid Kragh er nu blevet kaldt i samråd.