Regeringens forslag om at oprette såkaldte ekstremistlister, der skal forhindre religiøse forkyndere i at rejse ind i Danmark, bliver mødt med skarp kritik af jurist og direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama.
Listerne skal udelukke hadprædikanter, der har ytret antidemokratiske holdninger, men det er ifølge Jacob Mchangama et alt for vidtgående tiltag:
- Det er et paradoks, for demokrati skulle gerne bygge på ytringsfrihed, og at man ikke er tvunget til at gå ind for en bestemt samfundsform, siger han og uddyber:
- Én ting er, at listerne er vilkårlige og svære at afgrænse i praksis, men så er det samtidig en form for sindelagskontrol at sige, at folk, som ikke går ind for demokrati, ikke må komme ind i landet.
Regeringen foreslår indrejseforbud for hadprædikanter, der ikke er borgere i et EU-medlemsland. Men Jacob Mchangama kalder udspillet for ren 'symbollovgivning'.
- Dels er EU-borgere ikke omfattet, og dels kan man spørge: Hvordan vil man stoppe den slags holdninger og ytringer, som også er frit tilgængelige på internettet?
- Jeg ser det som et tiltag, der i virkeligheden er med til at underminere ytringsfriheden, og det er meget lidt sandsynligt, at det overhovedet vil have nogen effekt, siger han.
/ DR Nyheder /
Sagen kort
- •
Ifølge Jyllands-Posten skal udenlandske imamer og andre religiøse forkyndere, der eksempelvis har billiget terror eller ytret antidemokratiske holdninger, i fremtiden sættes på en offentlig liste, nægtes visum og afvises ved grænsen.
- •
Listen skal udfærdiges af Udlændingestyrelsen på baggrund af tilgængelige oplysninger fra internettet samt dansk og udenlandsk politi.
- •
Der skal desuden oprettes en hemmelig observationsliste.