Julevenner: Det kunne være sjovt med en gæst

Bo og Jonna Christiansen har inviteret en fremmed person med til juleaften med deres børn.

Bo, Jonna og Bo's datter, Katrine, glæder sig til at få besøg af en juleven juleaften. (Foto: © privatfoto)

Med fem børn, flæskesteg and og julesalmer er der lagt op til en hel traditionel jul hos Bo og Jonna Christiansen. Og dog.

For i år skal den store familie holde juleaften med en fremmed mand, som ellers ville have været alene.

- Vi synes, at det kunne være både sjovt og spændende Vi kan godt lide, at der sker noget andet end der plejer. Og vi har ikke noget imod at række en hånd frem med nogle der trænger, siger Bo Christiansen, der til daglig arbejder som vinduespudser.

Gammeldags socialdemokratiske

Sammen med 300 danskere har de tilmeldt sig dette års udgave af projekt Julevenner, som går ud på at finde gæstfri familier til ensomme mennesker, der ikke har nogen at holde jul med.

Bo og Jonna Christiansen betegner sig selv som "gammeldags socialdemokratiske", så for dem var der ikke nogen tvivl om, at de skulle være med i projektet, så de kunne hjælpe deres medmennesker

- Og så synes vi også, at det kunne være sjovt at få et par gæster mere end bare os selv, siger Bo Christiansen.

Derudover håber han også, at forældrenes gavmildhed kan smitte af på børnene.

- Vi har en ide om, at vores børn heller ikke tager skade af at se, at det ikke koster noget at hjælpe andre.

Vores gæst får en lille gave

Allerede nu ved Bo og Jonna Christiansen, at de får besøg af en 32-årig mand fra Vejle. De har snakket i telefon med hinanden, og Jonna er overbevist om, at det nok skal blive en hyggelig aften.

- Vi er meget nemme at snakke med, så det skal nok gå fint. Bo har også en søn, som er uddannet i logistik og transport og vores gæst er i lære som lastvognsmekaniker, så der skal nok være noget at snakke om, siger hun.

Og selv om de ikke kender så meget til deres gæst, kan han også regne med, at der falder en gave af.

- Det bliver nok en symbolsk gave, men hvis det var en enlig mor med to børn, så havde vi købt en gave til dem på lige fod med vores egne børn.

Frem mod juleaften sætter DR Nyheder og Røde Kors fokus på ensomhed i julen. Søndag den. 1. december gik Røde Kors i luften med "Julevenner", der går ud på at parre julegæstfrie familier med mennesker, der ikke har nogen at holde jul med.

Læs mere om projektet og meld dig til her.