Jubelbrøl og klapsalver: Se video, hvor dansk fregat afværger droneangreb

På dagen hvor forsvarsministeren har bedt om en redegørelse af fejlramt dansk fregat, offentliggør Forsvaret for første gang en video, der viser nedskydning af droner i Det Røde Hav.

Forsvaret har lagt denne video ud på det sociale medie X, der viser, hvordan fregatten Iver Huitfeldt skyder droner ned i forbindelse med missionen i Det Røde Hav.

Oppositionen kræver svar, og en redegørelse er lige på trapperne i sagen om fejl på fregatten Iver Huitfeldts forsvarssystemer under missionen i Det Røde Hav.

Nu har Forsvaret lagt en video ud på det sociale medie X, der viser de intense minutter i operationsrummet, hvor man kan se, hvordan to droner bliver skudt ned den 9. marts.

"Action sea-sparrow" bliver der blandt andet råbt i videoen, inden man på skærme angiveligt kan se et mål blive ramt. Sea Sparrow er navnet på missilerne til fregattens luftforsvarssystem, og træffet afstedkommer glædesudbrud og klapsalver blandt soldaterne.

Selv om det lykkedes fregatten at nedskyde fire fjendtlige droner på den pågældende dato, var der alvorlige problemer med fregattens centrale luftforsvarssystem.

Forsvarsmediet Olfi har i dag bragt historien om, hvordan fregatten i forbindelse med nedskydningen af de fire droner i en halv time ikke kunne affyre luftforsvarsmissiler, fordi et eller flere dele af systemet ikke virkede.

Ammunitionen virkede ikke

Heller ikke ammunitionen ombord viste sig at virke efter hensigten, da besætningen skulle bruge fregattens kanoner. Halvdelen af granaterne detonerede kort efter at have forladt kanonerne og var ikke i nærheden af at nå de mål, de var tiltænkt.

Det betød, at skibets besætning måtte bruge langt flere granater. Noget, der kunne have fået fatale konsekvenser, fordi et højt forbrug af ammunition reducerer kampeffektiviteten og enhedens overlevelsesevne alvorligt, konstaterer Iver Huirtfeldts skibschef i artiklen fra Olfi.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) forventer at få en redegørelse af hændelsesforløbet allerede i dag. Han siger, at han ikke har kendt til sagen, før i går.

- Det er nyt for mig. Derfor har jeg brug for at få vished om, hvad der er sket og ikke mindst, hvad konsekvenserne er af det, der er blevet indberettet fra skibet og til Forsvarskommandoen, sagde han tidligere i dag til DR.

Fregatten er nu på vej tilbage til Danmark efter cirka syv uger i Det Røde Hav, hvor den har skullet beskytte civile skibe i området.