Jordemødre vil ikke hænges ud for fejl

Jordemødrene vil have politikerne til at sørge for, at de ikke længere bliver hængt ud med navns nævnelse, hvis de laver fejl på grund af stress og travlhed.

Jordemødrene vil have politikerne til at sørge for, at de ikke længere bliver hængt ud med navns nævnelse, hvis de laver fejl.

Arbejdsforholdene på fødegangene er nemlig så dårlige, at jordemødrene ikke længere vil tage ansvaret, siger Jordemoderforeningen.

Fejl er mulige

På Hvidovre Hospital kender jordemoder Mette Kabell Hansen til dage, hvor der hverken er tid til at spise eller tisse.

- Så kan man godt blive bange for at lave fejl. Glemme at give medicin eller give patienterne en ny tid, siger hun.

Uretfærdigt

Ifølge Jordemoderforeningen er der nu så travlt på flere af de store fødesteder, at jordemødrene risikerer at begå alvorlige fejl.

Hvis det sker, kan jordemødrene ende med at få kritik på sundhedsstyrelsens hjemmeside med navns nævnelse.

Uretfærdigt, mener jordemoder Mette Kabell Hansen.

- Hvis jeg kommer til at lave en fejl efter at have været på arbejde i et helt døgn, vil jeg være ked af at blive hængt ud, hvis det i virkeligheden handler om, at arbejdet er organiseret dårligt, siger hun.

Stress

Jordemoderforeningen er enig. Formand Lillian Bondo beder i et brev Folketinget arbejde for, at jordemødre skal fritages for at komme på listen, når fejlen skyldes overbelastning.

SF's fungerende sundhedsordfører, Karl Bornhøft, er enige med jordemødrene i, at de ikke skal havne i gabestokken på sundhedsministeriets liste, hvis de begår fejl på grund af stress over overbelastning.

- Jeg går til sundhedsminister Bertel Haarder med sagen. Jeg vil sikre, at han forholder sig til, hvordan det her problem skal løses. Og jeg vil være med til at sikre, at personalet ikke ender i en situation, hvor de får skylden for dårlige arbejdsforhold lokalt, siger han.

Patienternes sikkerhed

Sundhedsordfører Vivi Kier fra de konservative er uenig.

- Vi kan ikke begynde at fritage enkelte faggrupper fra at komme på Sundhedsstyrelsens liste, hvis de laver fejl. Den liste er til for patienterne, og den gælder alle faggrupper, siger hun.

Birgitte Josefsen fra Venstre er på linje med Vivi Kier.

- Læger og sygeplejersker kan lige så vel sige, at ikke vil nævnes, fordi de er stressede. Listen er patienternes sikkerhed for, at der bliver reageret, når der bliver begået alvorlige fejl. Den skal ikke udvandes, siger Birgitte Josefsen.