I det midtjyske giver snevejret ualmindelig mange trafikale udfordringer, og Østjyllands Politi har frarådet ikke bare al unødvendig udkørsel, men al udkørsel over en bred kam.
Det hjælper dog ikke de danskere, der er fanget på E45, og i flere tilfælde er blevet nødt til at overnatte i deres biler.
Jonas Meilvang holder lige nu lidt nord for afkørsel 44 ved Hinnerup på E45. Køen af biler løber både foran og bagved ham. Og der har han siddet længe.
- Jeg har været her i lidt over 19 timer, fortæller han til DR Nyheder.
Og så er det med at finde sin indre zenbuddhist frem og væbne sig med tålmodighed og streamingtjenester.
- Jeg har egentlig prøvet at affinde mig med, at det er sådan her, det er.
- Jeg har set noget Netflix på min telefon og snakket i telefon med venner og familie, fortæller Jonas Meilvang.
Cirka samme sted sidder nordjyske Nicolas Cho Meier, dog kun på 12. time, og han er helt bevidst om, at han måske er sluppet billigt i sammenligning med andre.
- Jeg har været heldig kun at sidde her siden klokken 21.00, for andre har været strandet i snart et døgn. For mig har det bare været lidt koldt, siger han.
Efterlyser mere information gennem natten
Heldigvis for Nicolas Cho Meier nåede han at tanke op med både proviant og brændstof, inden han blev fanget på motorvejen.
- Det kunne have været værre, siger han med et smil.
Også Jonas Meilvang priser sig lykkelig for, at der var brændstof nok på hans bil til at holde den kørende igennem nattens frostgrader.
- Jeg har haft bilen holdende i tomgang og har haft varme på hele natten, siger han.
Mens det ikke skortede på trafikale opdateringer fra både myndigheder og nyhedsmedier igennem dagen i går, så kunne Jonas Meilvang godt have brugt flere oplysninger, da natten faldt på.
- Vejdirektoratets hjemmeside har ikke været sådan helt retvisende i nat, lyder kritikken.
Facebookgruppe har fået 400 medlemmer
Derfor har han taget sagen i egen hånd om lavet en kommunikationskanal for de bilister, der sidder fanget i sneen.
- Jeg har lavet en facebookgruppe for os, der holder herude. Den har fået 400 medlemmer nu. Vi har kunnet holde hinanden opdateret, gennem vores egen nyhedsportal. Og så har man kunnet spørge om hjælp, hvis man manglede en lader eller andet, fortæller Jonas Meilvang.
Ved 8-tiden lød det fra politi og Beredskabsstyrelsen, at man ville forsøge at komme med mad og drikke til de strandede bilister. Den indsats er ikke nået til afkørsel 44, men Jonas Meilvang forventer, at den kommer.
- Vi har ikke fået noget at spise eller drikke endnu, men jeg har hørt, at de er på vej ud til os.
Fra politiet lød det i morges.
- Det er svært arbejde, og vi kan desværre ikke give en tidshorisont pt.
Jonas Meilvang oplyser klokken 14.39, at han netop er kommet hjem.