John Knudsen får livstid

John Knudsen er netop blevet idømt fængsel på livstid for voldtægt og mord på den 52-årige Kirsten Bay Andersen.

Den 45-årige John Knudsen skal i fængsel på livstid. Det har retten i Sønderborg netop besluttet.

Den 45-årige John Knudsen er netop blevet idømt fængsel på livstid ved retten i Sønderborg.

Han har fået en livslang straf, fordi han sidste år voldtog, mishandlede og dræbte Kirsten Bay Andersen i Haderslev.

Skyldig i alt

Han er fundet skyldig i samtlige anklager.

- Straffen blev så hård, fordi der er tale om skærpende omstændigheder. John Knudsen er tidligere dømt for voldtægt. Og så skete drabet på Kirsten Bay Andersen, mens han var på prøveløsladelse, siger DR Nyheders reporter Louise Lind Jensen.

- Og så er der også lagt vægt på, at det var en meget kynisk forbrydelse, siger Louise Lind Jensen.

Ud over voldtægt og drab er han også fundet skyldig i seksuelt misbrug af en mindreårig pige og i besiddelse af store mængder børneporno.

Forsvareren og John Knudsen har bedt om betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.

Anklager krævede livstid

Retten fulgte altså anklager Jan Reckendorffs krav om, at John Knudsen skulle idømmes livsstraf.

Forsvarer Stig Jørgensen havde argumenteret for, at John Knudsen burde have 15 eller 16 års fængsel, altså ikke livstid.

Han sagde blandt andet, at drabet ikke var planlagt, og derfor burde John Knudsen ikke idømmes livslang fængselsstraf.

Erkendte drabet

John Knudsen har erkendt, at han voldtog og dræbte Kirsten Bay Andersen i september sidste år.

I retten i dag brød han grædende sammen, da han fik det sidste ord.

- Man kan ikke undskylde det, jeg har gjort. Jeg prøver at forklare for mig selv, hvordan det kunne gå så galt, sagde han tidligere i dag ved retten.

Smidt på bunden af Haderslev Fjord

Det var den 25. september sidste år, at John Knudsen bortførte Kirsten Bay Andersen i Haderslev.

Hun havde været til personalefest med sine kolleger på jobcentret i Haderslev, hvorefter hun skulle mødes med sin kæreste et sted i Haderslev.

Men John Knudsen mødte hende og bortførte hende og tvang hende med til sin båd i Haderslev Havn, hvor han i løbet af de næste 30 timer voldtog og mishandlede hende seksuelt.

Derefter kvalte han hende og smed hende ned på bunden af Haderslev Fjord.

Først efter 10 dage fandt man liget af hende, hvor hun var lænket til en blyklods.

Og der skulle gå en måned, før John Knudsen blev anholdt.

Livstidsdom for to år siden

Det er over to år siden, at der sidst blev afsagt en livstidsdom.

Det var i maj 2008, hvor en 33-årig mand fra Sønderborg blev dømt for at have dræbt sin samleverske og deres to fælles børn på fire og seks år.