- Det er et rigtig godt initiativ. Jeg synes, det er rørende og smukt.
Sådan siger Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, om initiativet til at danne en fredsring om synagogen i Krystalgade, hvor den frivillige vagt og jøde Dan Uzan sidste weekend blev dræbt under terrorangrebet i København.
Men politiet har foreløbigt afvist ideen af sikkerhedsmæssige årsager.
Dan Rosenberg Asmussen respekterer politiets forklaring, men siger, at en fredsring 'ville have været i Dan Uzans families ånd'.
- De er meget optaget af, at Dans død kan være afsæt for en ny udvikling, hvor man langsomt nedbryder had og fordomme og skaber en mere fredelig sameksistens.
Smukt initiativ i Norge
Lørdag samledes omkring 1.400 mennesker for at holde i hånd om en norsk synagoge i Oslo. En begivenhed, der er gået verden rundt og som formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark kalder 'en stærk måde' at nedbryde had og fordomme i samfundet.
- At man ud af medfølelse med den jødiske befolkning og den angst, der kan præge dem oven på et terrorangreb i København, ønsker at skabe en tryghed – det synes jeg var rigtig smukt.
Fredsringen skulle oprindeligt have fundet sted i København i går, lørdag, på ugedagen for angrebet mod først Krudttønden og siden synagogen. Dan Rosenberg Asmussen håber, at fredsringen kan blive en realitet på et senere tidspunkt.
Det samme gør tidligere overrabbiner Bent Melchior.
- Politiet må jo selv vide, hvad de har til rådighed af ressourcer, men jeg synes, at initiativet er så vigtigt, og jeg håber virkelig, at det bliver til noget, siger Bent Melchior.
Fredsring kan styke fællesskab
Han kalder det et gennembrud i forsøget på at have et fællesskab på tværs af religioner i Danmark. En sag, han længe selv har været engageret i.
- Vi har fundet, at mange af de unge muslimer, der har været indstillet på det samme fællesskab, har været bange for reaktionerne i deres bagland. Det at have med jøder at gøre har i visse muslimske kredse været anset for at være forræderisk. Derfor er det dejligt at konstatere, at de unge muslimer er blevet klar over, at det er den vej, vi skal gå, siger Bent Melchior.
Initiativtageren bag den københavnske fredsring, Niddal El-Jabri, der selv er troende muslim, har efter eget udsagn mødt stor interesse for sin idé, som han endnu ikke har opgivet.