Jesper om sin sammenbragte familie: Det sværeste har været at finde min rolle

Line Hundborg og Jesper Brisling søgte hjælp hos en familiepsykolog for at få familien med dine, mine og vores børn til at fungere.

Jesper Brisling og resten af familien fik hjælp af en familiepsykolog, da de medvirkede i DR-programmet 'Ingen styr på ungerne'. (© DR)

Det kan være en stor mundfuld at være en del af en familie med både fælles- og delebørn.

- Selvom man ikke vil, så kan man jo godt behandle sine stedbørn anderledes end sine egne børn. Man er mere beskyttende over for sine egne børn, end man er over for sine stedbørn.

Sådan siger Jesper Brisling, der i dag bor i en sammenbragt familie med Line Hundborg.

De har hver to børn fra tidligere ægteskaber, og sammen har de femårige August.

I dag lever 27 procent af alle børn under 17 år i en sammenbragt familie med sted- eller halvsøskende.

Hjælp af en familiepsykolog

Da DR Nyheder besøger familien, er de i fuld gang med at samle en trampolin til haven i Hørsholm nord for København.

Det har været en del sværere at samle deres sammenbragte familie. For at få hverdagen til at fungere fik de derfor hjælp af en familiepsykolog, da de sidste år medvirkede i DR-programmet 'Ingen styr på ungerne'.

- Det har hjulpet os helt vildt meget. Vi har fået meget mere viden om, hvad der er vigtigt for børnene, siger Line Hundborg.

Familien er langt fra de eneste, der får hjælp. Flere af landets kommuner tilbyder nemlig rådgivning til de mange sammenbragte familier.

Hvad er min rolle?

Begge forældrene er enige om, at det især har været svært at finde sin plads i den nye familie.

- Det sværeste har været at finde min rolle som delvist far og delvist stedfar. Du kan være ven med dine stedbørn, men skal også være forælder, selvom du ikke er far, siger Jesper Brisling.

Line Hundborgs biologiske datter Isabella skulle også lige vænne sig til at have en stedfar.

- Det var meget underligt i starten. Nu er det jo snart fem år siden, at min mor blev kærester med en anden. Der tænkte jeg: hvorfor kysser hun lige pludselig med ham?, siger Isabella Hundborg.

Nu mangler, der kun at blive sat et net op omkring trampolinen. (© DR)

Skal ikke være ny mor og far

Nu tør de snakke åbent om, at de ikke optræder som en klassisk kernefamilie og har fået nogle helt klare grænser, når det kommer til deres stedbørn.

Line Hundborg og Jesper Brisling går ikke ind og er rigtige forældre til alle børnene, men nu opdrager de hver især kun på deres biologiske børn.

De har dog et samlet ansvar for hele familien, og det kræver fortsat hårdt arbejde at få det hele til at fungere.

Se mere om sammenbragte familier i TV Avisen i aften klokken 21.30