'Jeg er dybt bekymret': Fem jyske byer har modtaget forurenet jord fra Nordic Waste

Aalestrup holder i aften borgermøde. Samtidig viser prøver, at jorden fra Nordic Waste er mere forurenet end tidligere vurderet.

Forurenet jord bliver i øjeblikket fjernet fra Nordic Waste i Ølst. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Indbyggere i den nordjyske by Aalestrup er i aften samlet i Aalestruphallen til borgermøde. I udkanten af byen ligger der nemlig et såkaldt jordhotel, hvor noget af jorden fra Nordic Waste bliver kørt hen.

Det vurderes, at der lige nu ligger 35.000 ton jord på jordhotellet. Alene siden 10. januar har det modtaget mellem 15.000 og 20.000 ton jord. Planen er, at noget af det skal blive i Aalestrup, mens andet skal sælges videre.

Men det skaber bekymring, at Aalestrup nu er vært for forurenet jord fra Nordic Waste.

- Det er jeg dybt bekymret over. Jeg er bekymret for vores grundvand, og for at vi skal have et kæmpe jordhotel i udkanten af byen, siger Poul Erik Jensen, der er pensionist og har boet i Aalestrup siden 1972.

- Det gør noget, når man kører ind i byen, at der ligger en kæmpe dynge jord. Det giver en masse snak om det, i stedet for alle de andre gode ting der findes i vores by, siger han.

Poul Erik Jensen bor i Aalestrup og håber på at få svar på sine spørgsmål på borgermødet. (© DR)

Han håber, at borgerne kan få større klarhed over, hvad der præcis findes i jorden, der havner i Aalestrup. Desuden kræver han, at det bliver gjort helt klart, at der ikke kan sive regnvand, der har været i kontakt med den deponerede jord, ned i undergrunden.

Fem steder tager imod jord

Aalestrup er blot en af flere byer, der har taget imod jord fra Nordic Waste. Jorden fra jordskreddet bliver også kørt til Randers Havn, Fasterholt ved Herning, Støjdragen ved Silkeborg og firmaet RGS 90 i Balle.

På kortet her kan du se, hvor jorden fra Nordic Waste er blevet fragtet hen, og hvor meget der indtil nu er kommet (det har ikke været muligt at få tal for Randers Havn):

Efter jorden forlader Nordic Waste, bliver den fragtet til Tirstrup, hvor der tages prøver af jorden. Når prøver er analyseret, flyttes jorden til de fem godkendte jordmodtagere.

I Balle og Silkeborg bliver der også taget stikprøver af jorden. Men det sker ikke i Aalestrup.

Hvor mange ton jord de fem steder kan tage, er man stadig i gang med at finde ud af.

Bekymringen i Aalestrup kommer samtidig med, at prøver fra jorden, der bliver kørt væk fra Nordic Waste, viser en mere alvorlig forurening end hidtil antaget.

Prøverne viser, at en større andel af jorden skal kategoriseres som "forurenet jord" og ikke blot lettere forurenet jord, som man ellers havde vurderet, der var tale om.

45 procent af prøverne indeholder nemlig kulbrinter, der er olieprodukter. Derfor skal jorden kategoriseres højere på forureningsskalaen, fortæller Mette Christophersen, ekspert i forurenet jord og grundvand i Rambøll.

Sådan ser jordbunken ud i Aalestrup. (© DR)

- Der er ikke helt overensstemmelse med de prøver, der bliver taget, og at de (Nordic Waste, red.) skulle have modtaget lettere forurenet jord. De har fået lov til at modtage noget forurenet jord, og det kan netop være det jord, der bliver kørt væk nu. Ellers kan det også være, det er noget andet jord, end vi troede, som de har liggende derude, siger hun.

Derfor peger hun på muligheden for, at man øger antallet af prøver af jorden.

Den mere alvorlige type forurening betyder ifølge Mette Christophersen, at det bliver dyrere og sværere at håndtere jorden.

I videoen her kan du se, hvordan det foregår i Tirstrup, hvor man tager prøverne af jorden, inden den bliver fragtet videre ud til blandt andet Aalestrup: