Jeanette Petersen kæmper fortsat med hjerneskadet psykiaters fejlbehandling

Det er grotesk, at Sundhedsstyrelsen lod psykiater fortsætte i så mange år, mener tidligere patient.

Det gik egentlig bedre. Men de sidste måneder har Jeanette Petersen fået det dårligere igen.

- Jeg er blevet sygemeldt fra min uddannelse, som jeg kun havde gået på et halvt år, siger hun.

Det er to et halvt år siden, at Jeanette Petersen blev fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland. Han gav hende flere forkerte diagnoser og alt for meget medicin.

- Første konsultation tog 30 minutter, og der gav han mig diagnoserne PTSD, angst og depression, fortæller hun.

Forsøgte selvmord

Med diagnoserne fulgte en recept på nervemedicin i så store mængder, at hun tog 20 kg på i løbet af tre måneder.

- Jeg blev meget syg af det og forsøgte at begå selvmord to gange, fordi jeg ikke kunne være i min krop længere, siger hun.

Jeanette Petersen blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor lægerne vurderede, at hun havde fået medicinforgiftning.

- Og de fandt så ud af, at jeg ikke skulle have alt det medicin, siger hun.

Advaret i mange år

Da Jeanette Petersen blev patient hos psykiateren, havde Sundhedsstyrelsen kendt til ham i mange år. Styrelsen fik nemlig advarsler om psykiateren helt tilbage til 2004 - to år efter at han blev hjerneskadet i en trafikulykke.

I 2004 fik Sundhedsstyrelsen en læge til at undersøge, om psykiateren var for syg til at behandle patienter. Konklusionen lød sådan her:

"Ud fra den neuropsykologiske undersøgelse er der ingen hindring for, at han kan fortsætte sit virke som læge. Skulle der være ting, der taler imod det, skal det være i forhold til andres oplevelse i hverdagen".

Kritik fra Retslægerådet

Men i en fortrolig redegørelse fra Sundhedsstyrelsen til Folketinget, som DR Nyheder er i besiddelse af, får Sundhedsstyrelsen nu kritik for den lægelige vurdering.

Kritikken kommer fra Retslægerådet, der vurderer, at undersøgelsen ikke lever op til kravene om, hvordan man vurderer, at en person har en frontal hjerneskade.

(Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Samtidig retter Retslægerådet kritik af den undersøgelse af psykiateren, som Sundhedsstyrelsen fik en læge til at udarbejde i 2011:

- Den kliniske undersøgelse af kognitive forhold er i udtalt grad mangelfuld. Undersøgelsens konklusion baserer sig derfor alene på et overfladisk klinisk skøn, skriver Retslægerådet.

Hvorfor gik der så lang tid?

Det var først i 2013, da Sundhedsstyrelsen fik lavet en grundig vurdering af psykiateren, at han fik frataget sin autorisation.

I Ringkøbing kæmper Jeanette Petersen stadig med konsekvenserne af psykiaterens fejlbehandling. Og hun kan ikke forstå, at Sundhedsstyrelsen ikke stoppede ham noget før.

- Det er grotesk, at det har stået på, når de har vidst det næsten hele tiden, siger hun.

Sundhedsstyrelsen oplyser til DR Nyheder, at Sundhedsstyrelsen ikke kan kommentere på oplysninger, der er givet til Folketinget i form af en fortrolig redegørelse.

Men i en pressemeddelelse skriver styrelsen, at man nu vil forbedre brugen af speciallægeerklæringer i tilsynssager.

Den tidligere psykiater ønsker heller ikke at udtale sig i et interview til DR Nyheder om sagen eller om den omfattende kritik, der i øvrigt er rejst imod ham for hans arbejde som psykiater.

Du kan læse mere om sagen på vores temaside, og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk