Jakob Scharf forlader sin stilling i PET

Flere ugers ballade i efterretningstjenesten betyder nu, at PET-chef forlader sin stilling

Den snart tidligere PET-chef forlader sin stilling efter uger med ballade om efterretningstjenesten. (Foto: © Erik Refner, Scanpix)

Jakob Scharf forlader stillingen som chef for PET ved årets udgang. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Den snart tidligere PET-chef forlader sin stilling efter uger med ballade i medierne om efterretningstjenesten.

Jakob Scharf skriver:

- Jeg har i dag meddelt Justitsministeriet, at jeg ønsker at forlade stillingen som chef for PET ved årets udgang.

- Beslutningen er truffet efter grundig overvejelse og i lyset af de udfordringer, som PET står over for lige nu. Udfordringer, som i høj grad handler om, hvordan vi sikrer en samlet og sammenhængende ledelse i PET og ikke mindst et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

Stor mediebevågenhed

I de sidste uger har medierne spotlys været skarpt rettet mod PET og Jakob Scharf.

Dårlige sager har klistret sig til efterretningstjenesten - blandt andet om internt samarbejdsvrøvl i tjenesten, og for få uger siden, bragte Ekstra Bladet historien om, at Pia Kjærsgaard blev forsøgt forhindret i at besøge fristaden Christiania sammen med resten af Folketingets retsudvalg. Årsag: Det ville koste mange penge at stille med det nødvendige antal livvagter.

Justitsminister Morten Bødskov (S) bad ham efterfølgende om en redegørelse af sagen.

Sagen fik også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til at kræve Scharfs afgang:

- Tiden er inde til, at justitsministeren får skåret igennem og sørger for, at der kommer en ny ledelse, der kan starte på en frisk, sagde han til TV Avisen søndag.

Kravet fra DF kom efter, at Jakob Scharf blandt andet er blevet beskyldt for dyre tjenesterejser, og efter at 600 politifolk i protest har trukket sig ud af samarbejdsudvalget.

Ikke tjent med det

Jakob Scharf siger om den store interesse fra medier og politikere:

- Som chef for PET er det mit ansvar, at vi får håndteret disse interne udfordringer, og det mener jeg også er muligt, men det er både vanskeligere og kræver længere tid, når det foregår under stor mediebevågenhed og politisk interesse. Det er hverken jeg eller PET tjent med, og jeg mener heller ikke, at det skaber de bedste rammer for at finde de rigtige løsninger for PET, skriver han i pressemeddelelsen.

- Hertil kommer, at dele af medieomtalen har søgt at skabe tvivl og mistillid i forhold til mig og ledelsen af PET, hvilket ikke blot hæmmer mine ledelsesmuligheder, men også har negativ betydning for PET og de fælles bestræbelser i PET for fortsat at udvikle organisationen.

SF var kritisk

Men PET er en organisation, som politikernes øjne hviler på, når de dårlige sager kommer frem. De kritiske røster kommer således ikke kun fra Dansk Folkeparti - SF har også meldt sig i koret.

Formand for Retsudvalget, Karina Lorentzen, vil se ændringer.

- Det er noget rod, det der foregår i PET lige nu, og det er simpelthen ikke holdbart for så vigtig en samfundsinstitution, at vi bliver ved med at høre sådanne historier i pressen, har hun sagt på baggrund af de sidste ugers ballade.

Rigtigt at gå af

Jakob Scharf mener selv, at det er rigtigt af ham at overlade sin plads til en anden.

- Af hensyn til PET har jeg besluttet, at det rigtigste vil være, at jeg træder til side og i stedet overlader det til en ny chef for PET at gennemføre de ændringer og forandringer, som er nødvendige, skriver han i en pressemeddelelse.