Ingen i Danmark fortjener at leve i frygt.
Sådan underskriver talsmand Kassem Saed fra Det Islamiske Trossamfund en pressemeddelelse om politiets anholdelser i Århus tirsdag i forlængelse af Muhammed-krisen.
Kassem Saed understreger, at hvis der er nogen, der føler sig krænket over tegningerne, må de demonstrere.
- Der er ytringsfrihed i Danmark, og vi har afsluttet sagen, skriver han.
Tager skarp afstand
- Vi appellerer til besindighed hos både politikere og medier om ikke at misbruge dette kedelige eksempel på at puste til ilden eller for egen vindings skyld, skriver Kassem Saed.
- Det Islamiske Trossamfund tager skarpt afstand fra enhver form for selvtægt. Det tjener ikke vores sag, at nogen folk tager sagen i egen hånd. Tværtimod. Sagen skal håndteres igennem de juridiske instanser i Danmark, som er det, Det Islamiske Trossamfund har gjort og altid vil bestræbe sig på at gøre i fremtiden, hedder det i pressemeddelelsen til Ritzau.