Interpol: For mange pas tjekkes aldrig i lufthavne

Interpol kritiserer, at pas-database bruges for lidt. I Københavns Lufthavne sker kontrollen kun stikvis, når der er tale om rejsende med pas fra EU-lande.

Meget tyder på, at de to personer, der rejste på falske pas med det forsvundne Malaysian Airlines-fly, havde købt billetterne sammen. (Foto: © Mark Ralston, Scanpix)

To af passagererne om bord på Malaysia Airlines Flight MH370 rejste under falske identiteter.

De brugte hver især stjålne pas - pas der tilhørte italienske Luigi Maraldi og østrigeren Christian Kozel.

Ingen ved endnu, hvorfor de to passagerer fløj med falsk identitet, men de kunne være blevet stoppet i Kuala Lumpur, hvis myndighederne havde kørt de to pas igennem det internationale politisamarbejdes, Interpol, SLTD database over stjålne og forsvundne rejsedokumenter.

Det skete dog ikke, og det bekymrer Interpol

- Det er en situation, vi havde håbet aldrig at skulle se. I årevis har Interpol spurgt, hvorfor lande venter på en tragedie, før de indfører forsvarlige sikkerhedsforanstaltninger ved grænser og i lufthavne, udtaler generalsekretær i Interpol Ronald K. Noble.

Sagde det også i februar

Nogenlunde samme udmelding kom Interpol også med, før flyet fra Malaysia Airlines forsvandt.

Efter sikkerhedskonferencen "ID WORLD Summit" i februar i Abu Dhabi, kritiserede Interpols generalsekretær ligeledes medlemslandenes inkonsekvente brug af database.

- Den dårlige nyhed er, at selv om den er utrolig omkostningseffektiv og kan bruges stort set overalt i verden, er der kun en håndfuld lande, der systematisk bruger SLTD-databasen til at screene rejsende.

Ifølge Interpol gik mere end en milliard passagerer sidste år om bord på fly, uden at det blev kontrolleret om deres pas var i Interpols database.

Og det er ikke første gang, at man finder falske identiteter på et nedstyrtet fly.

Ifølge BBC blev der fundet ti falske pas, da et fly fra Air India styrtede i Mangalore i 2010, og 158 mistede livet.

Bonnichsen: Et stigende problem

Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen fortæller til DR Nyheder, at omfanget af identitetstyveri er stigende.

- For tre år siden var der registreret 12 millioner dokumenter i Interpols database. I dag er det tal 40 millioner, så det er altså et voldsomt problem, siger han.

Et af problemerne med landenes brug af SLTD-database er, ifølge Hans Jørgen Bonnichsen, at nogle lande og lufthavne slet ikke har koblet sig op på systemet - heriblandt Kuala Lumpur.

Hvordan Interpols system bruges i Danmark, ved han ikke, men der har tidligere været kritik af kontrollen med illegale indvandrere i Københavns Lufthavne.

Manglede mandskab

I 2012 kørte fagbladet Dansk Politi en række historier om kontrollen af illegale indvandrere i Københavns Lufthavne.

Her blev det beskrevet, hvordan lufthavnspolitiet måtte se igennem fingre med, at illegale indvandrere uden problemer kom ind i landet, da lufthavnspolitiet ikke havde det fornødne mandskab.

Dengang var vurderingen, at der hver dag kom mellem 10-70 illegale indvandrere i landet.

Da BT tog sagen op igen i 2013 var der ikke sket nogen positiv udvikling.

Kun som stikprøvekontrol

Ifølge et svar fra Rigspolitiet til DR Nyheder, så er Danmark tilkoblet systemet, således at der kan køres et tjek i SLTD-databasen.

Rigspolitiet forklarer, at man kun laver systematiske kontroller i Interpol-databasen, hvis folk har et pas fra tredjeverdenslande og krydser de ydre Schengen-grænser. Kommer de fra lande, der er med i Schengen-aftalen, så laver politiet kun stikprøver.

Af svaret fremgår det dog ikke præcist, i hvor grad man så gør det.

Derudover fremgår det af Rigspolitiets svar, at EU-borgere, der krydser de indre Schengengrænser, ikke må tjekkes. Dog kan det omgås, hvis kontrollen sker som en "kriminalitetskontrol".

Der er altså en sandsynlighed for, at en person med falsk identitet med EU-pas, som var på vej til København, ville nå fra Kuala Lumpur til Danmark uden at få kontrolleret sit pas.