Under et middagsselskab med tidligere kolleger blev seks personer i weekenden smittet med den ekstremt sjældne madforgiftning botulisme, der også går under navnet pølseforgiftning.
Det viser test, som Statens Serum Institut har foretaget.
Instituttet fik blodprøver fra de seks personer og har efterfølgende foretaget test med mus.
Her fik de bekræftet mistanken om, at der var tale om pølseforgiftning. Musene fik nemlig en indsprøjtning med blod fra patienterne og blot fire timer efter viste de tegn på botulisme med lammelser af vejrtrækningsmuskulaturen, der viser sig ved, at musene får såkaldt ”hvepsetalje”.
De smittede havde alle deltaget i et privat arrangement i Sønderborg, hvor 11 tidligere og nu pensionerede kolleger havde deltaget.
Sent lørdag aften var folk begyndt at blive syge, og derfor blev de indlagt på henholdsvis Sygehus Sønderjylland, Rigshospitalet, OUH og sygehuset i Flensborg-
Sygehus Sønderjylland havde syv personer indlagt. Fem af disse blev dog allerede udskrevet i forgårs, da de ikke har udvist nogen form for symptomer.
De resterende to røg begge på intensiv med vejrtrækningsproblemer. De har begge fået modgift og er nu flyttet til den medicinske afdeling.
BOTULISME
- •
Fødevareoverført botulisme er en tilstand, som skyldes indtag af giftstoffer (toksiner) gennem mad. Når man taler om botulisme, er det som regel denne form, man mener, deraf navnet pølseforgiftning.
- •
Enhver form for botulisme er meget sjælden. I Danmark er der typisk mellem 0 og 2 tilfælde om året.
- •
Tilstanden starter ofte med kvalme og opkastninger, synsforstyrrelser som dobbeltsyn og vanskelighed ved at stille skarpt. Senere kommer mundtørhed og problemer med at synke og tale. Udspilet mave og forstoppelse er andre mulige symptomer.
- •
Ved mistanke om botulisme skal man indlægges på sygehus. Her vil der blive taget blodprøver for at se, om det er botulisme, som er skyld i symptomerne.
- •
Behandlingen består i at give en modgift. Det vil også kunne være nødvendigt at give væske og næring direkte i blodet, hvis den syge har vanskeligt ved at synke. Ved alvorlige forgiftninger og åndedrætsstop vil man lægge patienten i respirator. Forgiftningen vil gradvist aftage således, at den forgiftede efter en tid selv kan trække vejret.