Ingen varme: Brancheforening advarer mod 'smarte' installatører af varmepumper 

Brancheforening oplever mange forkert installerede varmepumper.

En montør afkoblede gassen til Louise Rasmussens hus i Espergærde, men satte ikke varmepumpen til, så hun og familien havde ingen varme tre uger i februar, fortæller hun. (Foto: © (Privat foto))

Det er både godt for klimaet og pengepungen, når gas- eller oliefyret skiftes ud med en varmepumpe.

Men mange varmepumper bliver installeret forkert, så de enten ikke virker, eller ikke giver den besparelse på varmeregningen, kunden var blevet stillet i sigte. Det oplever brancheforeningen Dansk Køl & Varme, der repræsenterer de autoriserede køle- og varmepumpefirmaer i Danmark.

- Mange har haft travlt med at få udskiftet deres fyr med en varmepumpe, og derfor er der kommet for mange "smarte udbydere" på markedet, siger Søren Bülow, der er direktør for brancheforeningen.

De nye udbydere har ikke nødvendigvis kompetencerne eller uddannelsen til at lave installationerne, siger han, men energikrisen har skabt en stor efterspørgsel på den billige varmekilde.

- Det er et område, hvor kunderne nemt kan ryge i kløerne på de forkerte personer, og det er der endnu større risiko for nu, fordi der er så meget pres på at få en varmepumpe, siger han.

Og når varmepumpen ikke er installeret korrekt, så er det hverken bedre for klimaet eller for varmeregningen, at man har investeret i at få udskiftet sit fyr.

- Det er en falsk gevinst. Det kan godt være, du slipper af med gasfyret, men varmepumpen bruger mere strøm, end den burde, og så sparer du hverken på økonomien eller klimaet, siger han.

Tre uger uden varme

En af dem, der mener, at hun har været udsat for sjusk og fejl ved installationen, er Louise Rasmussen.

I begyndelsen af februar skulle hun have installeret en varmepumpe i sit hus i Espergærde.

- Vores montør laver en total fejlinstallation. Der er for eksempel byttet rundt på flere af rørene til anlægget, så vandet ikke kan cirkulere, og da han forsøger at starte varmepumpen, går strømmen til relæet, siger hun.

Montøren forlod ifølge Louise Rasmussen familiens hjem efter at have afmonteret deres gasfyr, men uden at varmepumpen fungerede.

- Vi havde tre uger uden varme i huset. Der var 10 grader, så vi frøs og kunne ikke sove i vores soveværelser, men måtte alle ligge foran pejsen i stuen, fortæller hun.

På trods af gentagne henvendelser til virksomheden over flere uger, lykkedes det ikke at få færdiggjort installationen, som Louise Rasmussen havde betalt 43.000 kroner for.

I stedet kontaktede hun en ny VVS’er, der færdiggjorde arbejdet. Hun siger, at det kostede hende 21.000 kroner ekstra, før der igen var varme i huset.

- Min familie er meget presset i hele den her periode, og vi begynder også at blive bekymrede for vores økonomi, siger hun.

Virksomheden afviser, at den har installeret varmepumpen i Louise Rasmussens hus forkert.

- Varmepumpeinstallationen var ikke færdiggjort af os, da de (Louise Rasmussen, red.) havde bekræftet at el mv. var lavet til ankomst, som ikke er en del af installationen hos os. Det viste sig, det ikke var lavet, og derfor kunne vi ikke færdiggøre og igangsætte varmepumpen.

- Da installationen ikke var færdig og igangsat, så er der ikke tale om fejl, men en installation der ikke er færdig, skriver virksomheden.

Den skriver også, at Louise Rasmussen ikke har besvaret deres henvendelser om at færdiggøre installationen.

- Vi har rykket dem flere gange, senest forrige mandag, men har ingen respons fået, skriver virksomheden.

Det afviser Louise Rasmussen dog.

Hun har klaget over virksomheden til Sikkerhedsstyrelsen, som udsteder autorisationer og fører tilsyn med, at installationer er sikre. Den sag er ikke afgjort, og derfor vælger DR ikke at nævne virksomhedens navn.

En installatør skal være certificeret for at installere varmepumper. (Foto: © Rune Øe, Ritzau Scanpix)

Ugentlige fejlinstallationer

Det er ikke Gud og hvermand, som må installere en varmepumpe. Det kræver, at man er autoriseret til den type pumpe, man installerer.

Derfor frustrerer det flere autoriserede installatører, at de oftere oplever at komme ud til kunder, der er blevet efterladt med en fejlinstallation.

- På ugentlig basis ser vi kunder, der har fået fejlmonteret deres varmepumpe, siger Victoria Albertsen, som er medejer af den sjællandske virksomhed Varmepumpesyn.

Hun råder kunderne til at henvende sig til installatøren, der har lavet fejlene, for at få rettet op på dem.

- Men ofte er de så trætte af virksomhederne, der har lavet fejlinstallationen, at de hellere vil betale en ny for at gøre det, siger hun.

Det ærgrer hende, at fejlinstallationer af varmepumper er blevet mere udbredt hen over vinteren. Det skader nemlig hele branchen, og giver varmepumperne et dårligt ry, mener hun.

- Kunden står tilbage med en følelse af, at det er den dårligste investering, de nogensinde har lavet. Men det er jo, fordi der er nogen, som ikke har installeret pumpen korrekt.

Husejerne bærer også et ansvar

Når man køber en varmepumpe med dertilhørende montering, er det vigtigt, at man ikke bare tager det første og bedste tilbud, men undersøger hvilke krav og anbefalede certificeringer, der er til installatører.

Sådan lyder rådet fra Henrik Bisp, der er fagekspert hos Videncenteret Bolius.

- Det er vigtigt, at man som boligejer får undersøgt, hvad det kræver fra en montør at installere et varmepumpeanlæg. Ellers kan udbydere, der ikke har de rette erfaringer og kompetencer, lukrere på en, siger han.

Han peger på, at vinterens høje gaspriser har fået nogle til at prioritere en hurtig levering og montering af en varmepumpe frem for kvaliteten af den installatør, man hyrer.

- Der er mange, som har sagt, "vi skal have en varmepumpe nu og her, koste hvad det vil" uden at sætte sig ordentligt ind i, hvem man køber det fra, siger han.

Efterspørger bedre uddannelse af montører

Hvis der skal luges ud i fejlinstallationerne af varmepumper, så kræver det bedre uddannelse af montørerne, mener Søren Bülow, direktør i brancheforeningen Dansk Køl & Varme.

Derfor efterspørger brancheforeningen, at der kommer strengere krav til de certificeringskurser, man skal gennemføre, hvis man vil montere varmepumper.

- Nu må vi stramme ballerne. Hvis vi skal være med til at løse klimaudfordringerne, bliver vi nødt til at kræve, at de, som installerer varmepumper, er grundigt uddannede, siger Søren Bülow.