Om to til tre år er det slut med Kopenhagen Fur. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det er den igangværende aflivning af alle landets mink, der har ført til beslutningen, siger direktør Jesper Lauge.
- Bortfaldet af den danske minkproduktion betyder desværre, at ejergrundlaget forsvinder, og virksomhedens ledelse har derfor besluttet at likvidere selskabet og som følge heraf foretage en kontrolleret nedlukning over en periode på 2-3 år.
- Desværre kan selv det stærkeste fællesskab ikke overleve konsekvenserne af de beslutninger (aflivningerne, red.), som nu er truffet. Jeg har derfor i dag meddelt virksomhedens mere end 300 medarbejdere, at vi lukker, lyder det i meddelelsen.
Covid-19 begyndte allerede at sprede sig blandt danske minkbesætninger i juni, men det var i sidste uge, at regeringen på et pressemøde om onsdagen oplyste, at alle landets mink skulle slås ned, fordi den særlige minkvariant af smitten cluster 5 havde spredt sig til mennesker.
Kopenhagen Fur meddeler samtidig, at man næste år forventer en helt normal salgssæson. Der skal sælges op mod seks millioner skind, der kommer ind i løbet af de næste uger fra de raske besætninger, og der er yderligere seks millioner skind på lager, der også skal afsættes.
Meldingen fra Kopenhagen Fur kommer, mens politikerne forhandler om kompensation til minkbranchen for de påtvungne aflivninger.
Den danske minkbranche er en stor global aktør på pelsmarkedet, men der har været både gode og dårlige tider.
Underskud og færre farme
I 2019 var der 792 danske såkaldte pelsdyrbedrifter eller pelsfarme, der i gennemsnit havde et driftsunderskud på 0,7 millioner kroner.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Driftsresultatet har været faldende for de danske pelsdyrbedrifter siden 2013, hvor farmene i gennemsnit havde et overskud på 3,3 millioner kroner.
Dengang var der 1.169 farme.
Færre dyr og mindre værdi
Samtidig med at antallet af farme er faldet siden 2013, er der også blevet færre dyr.
Og den samlede værdi af pelsproduktionen i Danmark er også faldet.
At værdien af pelsproduktionen er faldet i de seneste år hænger dog i høj grad sammen med, at minkbranchen er en såkaldt cyklisk branche.
Det betyder, at når prisen for skind falder, er der en forventning om, at den på et tidspunkt vil stige igen.
Der har senest været en prisboble omkring 2012 og før det i 2000, siger Henning Otte Hansen, seniorrådgiver og forsker på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
- Prisen har været på vej op igen. Det vil jeg næsten garantere for, fordi alle lande har haft et faldende udbud, fordi prisen har været for lav. Derfor er der ikke mere overproduktion, og prisen er i bund, og så begynder man at producere mere, så prisen kan stige, siger han.
Så mange beskæftiger farmene
Størstedelen af de danske minkfarme er placeret i Jylland. Derfor er størstedelen af de beskæftigede i branchen også på halvøen.
I 2018 befandt 3.529 af de beskæftigede sig i Jylland, mens resten var på øerne.
Tallene viser det samlede antal beskæftigede. Ser man kun på heltidsbeskæftigede vil tallet være lidt lavere.
Både eksport og import er faldet
Værdien af eksporten af minkskind er faldet med 63 procent siden 2013 til 4,9 millarder kroner i 2019.
Værdien af importen er også faldet siden 2013.
Importen af pelskind består blandt andet af import af skind, der bliver solgt videre på danske auktioner og dermed også tæller med i eksporttallene.
I 2019 blev der eksporteret 24,5 millioner minkskind, mens der blev importeret 9,5 millioner.