Blev Omar Abdel Hamid El-Hussein radikaliseret under sin afsoning i fængslet?
Det står fortsat uklart, men ifølge en anonym tidligere fængselsindsat forsøger islamistiske fanger i vid udstrækning at hverve unge muslimer, der afsoner i de danske fængsler. Det har han nemlig selv oplevet.
- De prøvede at give mig had til andre folk, altså til jøder og danskere - til folk der ikke er muslimer.
- Det er hjernevaskning. De prøver at komme tæt på og blive gode venner med dig, fortæller han til DR Nyheder.
- De snakkede om at dræbe jøder
Den tidligere fængselsindsatte snakkede ofte med andre medfanger om islam, men samtalerne tog ofte en drejning, som han ikke brød sig om.
- For eksempel snakkede de om at dræbe udlændinge, jøder, for det må man godt. Men det må man jo ikke. Det er sådan nogle ting, de sagde til mig, og så begyndte jeg selv at tænke over det, siger han.
Tirsdag aften erklærede justitsminister Mette Frederiksen sig positiv overfor et forslag fra Dansk Fængselsforbunds formand, Kim Østerbye, om at tage stemmen fra de radikaliserede ved at isolere dem.
Se indslaget om den anonyme tidligere fængselsindsatte, der blev forsøgt radikaliseret i fængslet, i videoen i toppen af artiklen.