Iført kongekåbe og krone stod flere danskere allerede klar på slotspladsen fra morgenstunden

Det bliver "en historisk dag", lyder det samstemmende fra de fremmødte.

Selvom balkonhilsenen først finder sted klokken 15.00, er de første danskere allerede begyndt at samle sig på Christiansborg Slotsplads.

I dag får Danmark en ny monark i form af kong Frederik 10., og han skal klokken 15.00 hyldes fra balkonen på Christiansborg Slotsplads.

Og det er noget, der trækker folk af huse.

Faktisk begyndte folk allerede at indfinde sig på Christiansborg Slotsplads fra morgenstunden.

Birger Hansen og Hanne Jensen er kommet hele vejen fra Herning, og godt pakket ind i tæpper, huer og handsker sidder de klar på første række.

- Hvis man skal have de gode oplevelser, skal man tæt på og have de gode pladser. Hvis man ikke kan se noget, så får man jo ikke de gode oplevelser, siger Birger Hansen, der indfandt sig på slotspladsen klokken 06.00.

Birger Hansen og Hanne Jensen. (Foto: © Lukas Klarlund)

Royal kvartet: Vi elsker kongehuset

Og parret er ikke de eneste, der havde indfundet sig foran Christiansborg. Iklædt kroner og kongekåber havde en venneflok også taget den tidlige tur ind i håbet om at få de helt rigtige pladser.

- Vi er jo meget royale, og vi elsker kongehuset. Nogle af os kommer måske til at opleve det igen, andre gør ikke, fortæller Charlotte Møller.

Det er dog langt fra det eneste tronskifte, den royale kvartet har deltaget i. De tog nemlig også turen til London for at overvære kroningen af Kong Charles.

- Det er jo verdens største kongehus, så det skulle fejres, fortæller Rene Jensen.

Det slår dog ikke det danske tronskifte, siger han.

- Det bliver en historisk dag.

Fornuftigt at gå af

Bo Petersson indfandt sig på Slotspladsen i takt med morgenlysets komme.

Og også her gik ordene dagens historiske betydning igen.

- Det er jo historisk på grund af, at hun abdicerer, siger han.

Derudover roser han dronningens beslutning om ikke at dø med støvlerne på.

- Jeg synes, at det er et fornuftigt valg. Hun overdrager i tide, så de unge mennesker ikke skal vente i en menneskealder, siger Bo Peterson, der særligt glæder sig til et øjeblik.

- Det største øjeblik bliver, når han bliver udråbt, og hvor han proklamerer sit valgsprog.