- Desværre du kan ikke komme med færgen til Helsingborg, fordi du ikke har gyldigt id med dig.
Sådan cirka har vagterne ved Scandlines færgerne måtte sige til 1025 passagerer, siden rederiet den 4. januar blev pålagt af de svenske myndigheder at kontrollere id på alle passagerer til Sverige, skriver Helsingør Dagblad.
Men kun i 52 tilfælde har vagterne vurderet, at der var tale om flygtninge uden id på sig. De andre 973 gange har der været tale om helt almindelige rejsende, som havde glemt deres id.
Det oplyser Henrik Rørbæk, chef for Scandlines HH-færger, til Helsingør Dagblad.
- Vores vurdering er, at der er tale om lokale svenske og danske borgere, som er blevet afvist. Det kan være folk, der skal handle, arbejde eller i skole på den anden side af Øresund.
Afvisninger ærgrer færgeleder
Henrik Rørbæk ærgrer sig over at måtte afvise så mange passagerer.
- Det er et reelt problem for hele relationen og integrationen mellem Helsingør og Helsingborg.
Også de mange passagerer, der bliver afvist, ærgrer sig selvsagt.
- Folk udtrykker en blanding af ærgrelse og forståelse over, at det ikke er os, der har vedtaget de her regler, siger Henrik Rørbæk.
/ritzau/