"Vi kan tilbyde dig en studieplads".
Den besked sad en pæn del af årets 79.737 ansøgere til videregående uddannelser og håbede på ved computeren. I nat blev karakterkravene for de forskellige videregående uddannelser nemlig offentliggjort, og for 60.034 af ansøgerne var der positivt svar.
En af dem, der sad klar ved skærmen i nat, er Peter Ilsøe, der bor i Aarhus. Han har søgt ind på medicinstudiet på kvote 2 i både Aarhus, Aalborg og Odense.
Kø på hjemmesiden
- Jeg er meget spændt. Især på, hvilken by, jeg forhåbentlig skal bo i de næste tre til seks år alt efter hvor de udbyder kandidatuddannelsen. Jeg er anspændt. Nervøs. Der er lidt frygt. Lidt entusiasme. Det er et godt spicy mix, siger han.
Han har ellers tilbragt to år på fysioterapistudiet, men har fundet ud af, at det er lægedrømmen, der trækker. Han har derfor satset stort på at få drømmen til at lykkes. Blandt andet har han læst matematik op.
Med få minutter til midnat begynder sommerfuglene for alvor at bakse.
- Nu er det ved at være lidt stramt. Jeg vil gerne bare have det svar der. Mit hjerte slår 95 slag i minuttet. Ej, nu er det 101 slag. Det er meget i forhold til, at jeg sidder her og ikke laver noget, lyder det, mens hjemmesiderne til Aalborg, Aarhus og Syddansk Universitet opdateres ivrigt.
Første svar kommer fra Aalborg Universitet. Her er han ikke kommet ind.
- Aalborg er min anden prioritet, så det betyder enten, jeg har fået min førsteprioritet eller, at jeg ikke har. Så nu er det nu.
Der er kø til SDU's hjemmeside, mens Aarhus Universitets hjemmeside er crashet.
Men endelig kommer forløsningen: Peter er blevet optaget på medicinstudiet på Aarhus Universitet.
- Der er et stort grønt banner. Jeg skal lige have et screenshot, før jeg bliver smidt af siden. Det er godt. Det er mega mega godt. AU - du leverede efter en time og 12 minutter. It was worth the wait, lyder det fra en glad kommende medicinstuderende, der altså er kommet ind på sin førsteprioritet.
- Jeg tror på en skala fra 1-10 er jeg på 13 lige nu. Måske 14. Det er altså et flot grønt banner. Sådan et fortjener alle at se engang imellem. Det er helt perfekt. Det betyder, at jeg skal læse mit drømmestudie til september.
Der er en lang liste af folk, der har krydset fingre for Peter Ilsøe, der skal have besked. Listen tæller både farmor, farfar, kæreste, søster, fætter, farbror, mor, studiekammeret og kollegaer.
Fejringen må dog vente til et lidt mere menneskeligt tidspunkt.
- Det skal fejres med en dejlig lang nattesøvn, og så skal jeg op og på arbejde i morgen, lyder det smilende fra Peter Ilsøe, der altså kan se frem til at studere medicin.
Ikke alle får svar med det samme
Langt de fleste ansøgere vil ligesom Peter få svar ved midnatstid, men ikke alle. Klokken ét minut over midnat offentliggøres karakterkravene for de enkelte uddannelser. Det betyder, at dem, der har søgt ind på kvote 1, kan se, om deres snit er over gennemsnittet og dermed om de er optaget.
Men det er altså ikke alle, der kan være sikre på at få svar ved midnat. Det, man dog som ansøger, kan være sikker på, er, at man får svar i løbet af den 28. juli, men hvornår på døgnet varierer fra uddannelsessted til uddannelsessted.
Der er også forskelle på, hvordan man modtager sit svar. Mens nogle modtager det i e-boks, mens andre giver svar via uddannelsesstedernes hjemmeside.
Har man fået afslag på sin ansøgning, får man et afslagsbrev, og det vil man modtage klokken 00.01. Får man et afslagsbrev, betyder det, at man ikke er kommet ind på nogen uddannelse, selvom man eventuelt har søgt flere.
Du kan her se en oversigt over årets 25 største uddannelser.