I december blev der for første gang solgt flest biler med elmotor

Ifølge De Danske Bilimportører var 2021 året, hvor det "elektriske gennembrud" kom for personbilerne.

Per 31. december 2021 er der indregistreret knap 2.781.855 personbiler, hvoraf opladelige biler udgør 144.498 køretøjer. (Arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Der var fuld fart på salget af elbiler sidste år, og året sluttede af med en rekordhøj andel af solgte biler med elmotor i december.

Det fremgår af tal fra De Danske Bilimportører.

I december udgjorde elbilerne med 4.765 nye biler 27 procent af månedens bilsalg, mens plug-in’erne stod for 31 procent med 5.509 nyregistreringer.

Samlet set var mere end 10.274 af decembers nye biler elektriske, hvilket svarer til 56 procent af bilsalget. Og det er en rekord.

- 2021 var året, hvor det elektriske gennembrud kom for personbilerne. Det er helt vildt, at vi startede året med, at det var en lille del af bilsalget, der var elektrisk og i december udgjorde det mere end halvdelen, så det er i sandhed et elektrisk gennembrud, udtaler Mads Rørvig, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.

Afgiftsstigning kan spille ind

Det hører dog med til historien, at der ved årsskiftet er kommet en højere udgift for hybrid plug-in-bilerne, så det kan være, at der er nogen, der skulle skynde sig ned til bilhandleren, inden 2021 blev til 2022.

- Der kommer en afgiftsstigning særligt på plug-in hybridbiler, og danskerne vil jo gerne gøre en god handel, naturligvis. Derfor har man nok lige skyndt sig i december at få den på den gamle afgift. Men det ændrer ikke ved, at tendensen er meget klar, og at vi går mod elektrificering af personbilerne i Danmark.

Samlet set bød 2021 på en tilbagegang i salget af biler. For hele året blev der solgt 185.328 personbiler, og det er syv procent mindre end i 2020. Lidt over 65.000 af dem var genopladelige biler.

Mads Rørvig. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Og presset er højt, og mange steder er der lange leveringstider. De forsvinder dog næppe lige foreløbig.

- Desværre har blandt andet coronapandemien medført en global mangel på komponenter, som har lagt en generel dæmper på bilproduktionen og forårsaget forlængede leveringstider på nye biler for de danske bilkøbere. Der er ingen tvivl om, at bilsalget havde været højere, hvis vi havde nemmere ved at skaffe biler hjem, siger Mads Rørvig.

Bilforhandler: Mangel på ladestandere

Hos Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen, der importerer og forhandler blandt andet Hyundai, BMW og Honda, kan man godt mærke den øgede interesse.

- I begyndelsen af året var det meget plug-in, som folk efterspurgte, men nu oplever vi, at der er kommet mere almindelige elbiler på markedet til nogle fordelagtige priser, som gør, at efterspørgslen på elbiler stiger. Det kan vi jo også se i registreringsstatistikkerne, siger han.

Men det betyder også, at det er vigtigt, at der etableres flere ladestandere. Ellers giver det ikke mening.

- Når salget stiger, ser vi, at køerne på ladestandere begynder at stige. Og bor man i parcelhus, kan man få en ladeboks installeret. Men problemet opstår jo, hvis man bor inde i byerne, hvor man så ikke nødvendigvis har en garage, man kan lade fra, men skal bruge de fælles ladestandere.

- Det er vigtigt, at der kommer flere ladestandere, for når salget af elbiler- og plug-in-biler stiger, er det vigtigt, at infrastrukturen følger med i samme tempo, og det gør det ikke lige i øjeblikket, siger Niels Vrist Bertelsen.

Per 31. december 2021 er der indregistreret knap 2.781.855 personbiler, hvoraf opladelige biler udgør 144.498 køretøjer.

Præcisering: Den tidligere overskrift på historien, kunne misforstås, så man fik det indtryk, at salget af rene elbiler har oversteget antal solgte biler med forbrændingsmotor i december. Det korrekte er dog, at salget af rene elbiler plus hybridbiler, der har både elmotor og forbrændingsmotor, til sammen har solgt mere end biler med forbrændingsmotor i december 2021.