På en af de 60 tilhørerpladser i Retten i Aalborg har en pakke med lommetørklæder stået klar næsten hver dag.
Som sådan til at overse. Men så alligevel ikke.
For flere gange undervejs i retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn har pakken været i brug og har på den måde symbolsk vidnet om, at sagen for de pårørende har givet anledning til stille tårer.
Retten og tilhørerne har fået fremlagt grimme detaljer om den skæbnesvangre morgen og dagene efter den 6. februar 2022, hvor Mia Skadhauge Stevn sidst blev set i live.
Hun vendte aldrig hjem efter en bytur med sin veninde.
Men blev den 22-årige kvinde voldtaget og dræbt?
Eller indgik hun i en frivillig relation, hvor hun efterfølgende mistede livet ved et uheld?
Det er de centrale spørgsmål, som anklager og forsvarer i dag vil forsøge at besvare, når de skal holde deres procedure, hvor de argumenterer for, hvordan de mener, sagen skal afgøres.
Vi har samlet de fem vigtigste ting fra de seks retsdage, der har været.
Tiltaltes forklaring: Hun døde ved et uheld
Den tiltalte kørte rundt i Aalborg i sin bil om natten. Både natten før den unge kvindes forsvinden, og den nat hun forsvandt.
I retten har han forklaret, at han på sociale medier havde læst, at der skulle være en "frihedsfest" efter corona-pandemien, og at han ville mærke stemningen.
Han afviste, at det var for "at score damer", som anklageren formulerede det.
Omkring klokken seks om morgenen den søndag, så han 22-årige Mia Skadhauge Stevn stå ved et busstoppested på Vesterbro i Aalborg.
- Det undrer mig, at hun står ved stoppestedet. Der er ingen andre. Der er længe til næste bus. Jeg ser, hun står med bare arme, så tænker jeg, om hun vil have et lift, har den tiltalte forklaret i retten.
Ifølge ham satte Mia Skadhauge Stevn sig ind i bilen og sagde, at hun skulle til "sportens" eller "idrættens". Den tiltalte kørte blandt derfor ud til sportsklubben AaB.
- Hun gav mig ikke en adresse. Hun ville gerne joke om andre ting, fortælle småting. Hun spørger ind til mig, sagde tiltalte.
- Var hun for fuld til at give dig en adresse, ville anklageren vide.
- Det var ikke mit indtryk. Hun var klar i spyttet. Hun kom med hurtige comebacks.
På et tidspunkt kørte han og den unge kvinde mod skovområdet Hammer Bakker. Det har politiet kunnet se via gps-data fra den nu 38-åriges bil, som han ellers havde forsøgt at slå fra.
Den 38-årige fortalte i retten, at hun var flirtende undervejs, og at de på et tidspunkt havde seksuel relation, som ifølge ham var frivillig.
Han fortalte også, at det var for at forsætte den relation, at de stoppede bilen i Hammer Bakker og gik udenfor i vinterkulden.
De gik igennem noget kvas, og rundt om halsen havde den unge kvinde sin taske, hvis rem var knækket undervejs, lød forklaringen fra den tiltalte.
- Jeg hører en lyd, som om nogle hænger fast eller bliver slæbt over blade. Jeg kan se, at hun falder forover ligeså lang, som hun er. Det går lynhurtigt, sagde han.
Han husker det som om, at den unge kvindes hoved i faldet lavede et unaturligt ryk tilbage.
- Hun ligger fuldstændig stille, og så bliver jeg for alvor nervøs.
Den nu 38-årige ringede dog ikke 112, og selvom han kendte til førstehjælp, udøvede han det ikke.
- Jeg ville ikke gøre ondt værre, har han sagt.
I stedet kørte han direkte til sit hjem. Undervejs på den tur mener han, at Mia Skadhauge Stevn mistede livet.
Han gik i panik og var bange for, at han ville blive "hængt op på noget", han ikke havde gjort. Derfor begyndte han at skille sig af med liget og genstande, som havde tilknytning til den unge kvinde, fortalte han i retten.
Han parterede liget i mange dele og kørte det ud i Dronninglund Storskov, hvor han gemte det i grave og i skovbunden. Han lagde desuden dele af liget i kaustisk soda og afløbsrens.
Obduktionsrapporten viser tegn på kvælning
Den tiltaltes forklaring købte retsmediciner Asser Hedegård Thomsen fra Aarhus Universitet ikke. Han vidnede, fordi han og hans kolleger obducerede ligdelene fra den unge kvinde.
I retten er det kommet frem, at retsmedicinerne ikke kan fastslå en endelig dødsårsag, men at der ifølge deres vurdering var tegn på, at den unge kvinde kunne være blevet kvalt.
Fordi liget har været påvirket af kaustisk soda, og fordi der er dele af liget, som aldrig er fundet – heriblandt et stykke af halsen – har undersøgelserne været vanskeliggjort.
Retsmedicinerne har ikke kunnet undersøge, om der for eksempel har været blødninger i vævet, som kan være et tegn på kvælning.
Derimod har man undersøgt den 22-årige kvindes hjerne, og her er "en tynd film af blod".
- Mit bedste bud det vil det være død ved kvælning. Men det er et bud. Hvis det var mere end det, så havde jeg skrevet det tydeligere i erklæringen, forklarede Asser Hedegård Thomsen.
- I sagen har vi en taske med en meget kort rem, og den skal sidde fast i noget på vej ned. Hvad skulle den sidde fast i, der kunne give det ryk. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, lød det fra retsmedicineren.
I retten spurgte anklageren tiltalte ind til, hvorfor politiet ikke har kunnet finde alle ligdele efter parteringen. Den tiltalte afviste, at han havde et seksuelt motiv med parteringen, og han har afvist for eksempel at have skåret ørene af kvinden.
Asser Hedegaard Thomsen kunne dog ikke forstå, hvordan de manglende dele skulle være sket i forbindelse med kemisk påvirkning.
- Jeg savner erfaring på området i forhold til, hvordan kaustisk soda påvirker. Men jeg kan ikke få det til at passe med de øvrige fund, vi gør, sagde han i retten.
De sidste timer i byen
Mia Skadhauge Stevn havde været i byen timerne forinden, at hun satte sig ind i den tiltaltes sorte bil.
Hun havde været sammen med en veninde, som også afgav forklaring i retten.
- Det er en af de sjoveste byture, jeg har haft. Og vi havde det vanvittigt sjovt den aften, at det først er dagen efter, at det mærkes som om, der er noget galt, sagde veninden i retten.
Hun fortalte, at de havde drukket, inden de tog i byen, og at de havde været på flere barer i Jomfru Ane Gade.
- Vi var begge to ret fulde. Vi kunne godt føre en samtale, men vi var virkelig fulde begge to, fortalte veninden i retten.
Hun fortalte, at hun og Mia Skadhauge Stevn besluttede sig at tage hjem klokken fire, men da de stod udenfor, var den 22-årige kvinde forsvundet fra sin veninde.
- Først blev jeg sur. Det var da irriterende, hun ikke havde sagt farvel. Men jeg tænkte, hun bare var gået over til bussen, som vi havde aftalt, sagde veninden.
Overvågningskameraer har senere vist, at den 22-årige kvinde fortsatte ind på flere barer.
Flere vidner, som efterfølgende så Mia Skadhauge Stevn i byen, har også afgivet forklaring, da de var nogle af de sidste personer, som så hende i live.
De beskrev alle den 22-årige Mia Skadhauge som beruset og udadvendt.
Et mandligt vidne beskrev desuden, at hun gjorde tilnærmelser mod ham. Et andet vidne fortæller, at han dansede med hende.
Efter den sidste bar blev lukket, gik den 22-årige kvinde op mod Vesterbro, hvor hun blev samlet op klokken 06.09.
Ifølge anklageskriftet var Mia Skadhauge Stevn tydeligt påvirket af alkohol, da hun satte sig ind i tiltaltes bil.
Det kan få betydning i forhold til tiltalen om seksuelle overgreb. Ifølge retsmedicineren havde kvinden en promille på 1.78 i blodet.
Fund afslører tiltaltes rute
Selvom den tiltalte den morgen havde slukket for sin gps i bilen, har politiet alligevel fået fat i data, som viser, hvor den tiltalte kørte både før og efter, at han samlede den unge kvinde op.
Lige da den tiltalte blev anholdt den 9. februar sidste år, forklarede han til politiet, at han rigtigt nok havde samlet Mia Skadhauge Stevn op i Aalborg Centrum, men at han havde sat hende af ved et busstoppested nær en Kvickly Extra i Nørresundby.
Gps-data fra bilen viste dog, at bilen også havde været i et skovområde ved Hammer Bakker, hvor den havde stoppet flere gange, og ved Dronninglund Storskov.
Det betød, at politiet undersøgte skovområderne.
I området ved Hammer Bakker fandt politiet beklædningsgenstande, som den unge kvinde havde haft på i byen, hendes nøgler og en hårelastik.
I retten kom det også frem, at den tiltalte samme dag, som den unge kvinde blev samlet op, kørte i Jem & Fix for at købe kaustisk soda, afløbsrens, spande, gummihandsker og malerdragter.
Det gjorde han også dagen efter, da han var på vej hjem fra arbejde.
Efter parteringen kørte han til Dronninglund Storskov med spandene, hvor han lavede tre grave til delene og spredte nogle af dem i skovbunden.
Han fortalte i retten, at han også havde lavet et bål i skoven for at kunne brænde flere af Mia Skadhauge Stevns ejendele og sit eget tøj og sengetøj.
Mia Skadhauge Stevns taske, som ifølge tiltalte var i stykker, er aldrig blev fundet.
Karaktervidnerne
Et af de helt store stridspunkter i sagens bevisførelse har været, om der skulle føres karaktervidner. Det vil sige vidner, som kunne sige noget om den tiltaltes personlighed og tidligere handlinger.
Forsvarsadvokaten har protesteret over dette, da vidnerne ikke har kendskab til denne sag, men udelukkende skulle bruges for at tale tiltaltes karakter ned.
Klagen blev dog afvist i landsretten.
Karaktervidnerne var tre ekskærester, en tidligere kollega og en person, som tiltalte gik til judo med som helt ung.
De tre ekskærester fortalte, at den tiltalte havde været kontrollerende i deres forhold, og at han enkelte gange havde overskredet deres grænser seksuelt.
Den tidligere kollega fortalte, at den tiltalte blandt andet havde vist ham videoer af drab fra udlandet, hvilket han fandt meget mærkeligt, mens den tidligere judo-kammerat fortalte, at tiltalte kendte til stranguleringsteknikker.
Også en tidligere nær ven til den tiltalte vidnede. Han var kortvarigt sigtet i sagen og blev anholdt samme dag som tiltalte. Politiet mener dog ikke, at han har noget som helst at gøre den unge kvindes død.
Til gengæld havde han haft tæt kontakt med tiltalte i dagene efter drabet, og han fortalte, at han intet kunne mærke på den tiltaltes humør.
- Der gik korrespondancen, som den altid har gjort. Der var smileyer, memes og jokes. Jeg havde ikke en opfattelse af, at der var sket noget, sagde den tidligere kammerat.
Skyldsspørgsmålet forventes afgjort i morgen 28. juni.