Efter at have overnattet i København, fortsætter den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, besøg i Danmark.
Præsidenten er på besøg i Danmark for blandt andet at takke for vores donation af F-16-fly til ukrainerne.
Flere punkter ligger allerede nu fast, men der forventes at komme tilføjelser og ændringer til programmet i løbet af dagen.
Hvis du selv vil fange et glimt af den ukrainske præsident, så kan du læse mere her om, hvor og hvordan det kan lade sig gøre.
Klokken 09: Besøg i Folketinget
Første officielle stop på dagens program er et besøg i Folketinget.
Her vil formand Søren Gade (V) tage imod sammen med Folketingets næstformand, Leif Lahn Jensen (S), samt resten af Folketingets Præsidium.
Zelenskyj bliver taget imod ved hovedtrappen. Herefter går turen til Landstingssalen, hvor Zelenskyj vil tale til Folketingets medlemmer.
Derefter er der en kort modtagelse af partiledere, gruppeformænd og formændene for Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalget, Europaudvalget og Forsvarsudvalget i det fornemme Samtaleværelse, som anvendes ved besøg af prominente gæster, lyder det på Folketingets hjemmeside.
Efter ovenstående vil der være en mere uformel sammenkomst i Fællessalen, hvor både Zelenskyj og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), vil gå på talerstolen.
Klokken 11: Frokost med dronningen
I går blev den ukrainske præsident blandt andet taget imod af kronprinsesse Mary, og dagen i dag får også et royalt indslag.
Det sker, når dronning Margrethe klokken 11.10 vil være vært for en frokost i anledningen af præsidentbesøget.
Frokosten afholdes på Christiansborg Slot, hvor dronningen vil modtage Volodymyr Zelenskyj og hans kone, Olena Zelenska, i Riddersalen.
Klokken 12.15: Tale til danskerne
Volodymyr Zelenskyj vil også bruge mandagen på at holde en tale til danskerne. Det sker på hovedtrappen foran Folketinget.
Talen finder efter planen sted mellem klokken 12.15-12.30.
Hvis du gerne vil komme og se – og høre – talen, foregår det i Rigsdagsgården, hvor hovedtrappen ligger. Der vil allerede fra klokken 10.00 i dag være åbent for offentligheden.
- Præsident Zelenskyj er en af vor tids store statsmænd. Han er en ledestjerne for sin befolkning i Ukraines heroiske kamp for frihed og demokrati. Det er en mand, som jeg har den dybeste respekt for, siger Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse:
- Jeg håber, at mange danskere vil finde vej til Rigsdagsgården for at høre hans historiske tale.
Politiet henstiller til, at man ikke medbringer tasker i Rigsdagsgården af sikkerhedshensyn.
Talen vil desuden blive vist på en storskærm på Slotspladsen.
Hvad sker der ellers?
Ud over de officielle punkter på dagsordenen forventer vi, at der også vil være andet på programmet i dag.
I går udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse, der løftede en smule af sløret for, hvad det vil være.
Heri står, at Zelenskyj også skal mødes med "en række danskere og herboende ukrainere, der har støttet Ukraines frihedskamp".
Ifølge pressemeddelelsen vil nærmere detaljer om programmet løbende blive frigivet.