Nu begynder retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn: 'Det sker sjældent i Danmark'

En 37-årig mand nægter at have dræbt den unge kvinde sidste år.

Politiet der arbejdede på adresse i forbindelse med efterforskningen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Da 22-årige Mia Skadhauge Stevn 6. februar sidste år tog i byen i Aalborg, kom hun ikke hjem i live.

Ifølge anklagemyndigheden blev hun i stedet samlet op af en nu 37-årig mand i hans varebil og siden voldtaget og dræbt.

I dag indleder Retten i Aalborg straffesagen mod manden, der også er tiltalt for usømmelig behandling af lig.

Sagen har fyldt meget i offentligheden, og medierne har dækket den massivt.

Alligevel vil der i dag komme både nye og voldsomme detaljer frem, fortæller DR's retsanalytiker, Louise Dalsgaard.

- Der vil komme en række nye oplysninger frem om politiets efterforskning, når anklageren i dag fortæller retten om de grusomme handlinger, som Mia Skadhauge Stevn ifølge politiet blev udsat for.

Louise Dalsgaard er retsanalytiker i DR Nyheder. (Foto: © Dennis Olsgaard)

Analytiker: Kan risikere den strengeste straf herhjemme

Ifølge anklageskriftet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, blev Mia Skadhauge Stevn samlet op af den tiltalte i hans varebil. Hun var tydeligt påvirket af alkohol.

Efterfølgende blev hun ifølge tiltalen udsat for flere seksuelle overgreb under anvendelse af vold og trusler om vold.

Anklageskriftet beskriver, at det skulle være sket på to forskellige lokationer.

Mia Skadhauge Stevn blev siden dræbt ved blandt andet kvælning, lyder tiltalen.

- Med de her tiltalepunkter er det min forventning, at man fra anklagemyndighedens side vil gå efter en af de strengeste straffe herhjemme, hvis den 37-årige bliver kendt skyldig, siger DR's retsanalytiker Louise Dalsgaard.

Tiltalepunkterne er alvorlige. Samtidig har den 37-årig flere domme bag sig.

Louise Dalsgaard mener, at tiltalte kan risikere forvaring eller livstid, hvis han bliver kendt skyldig i drabet.

- Men forud for den her sag er det måske vigtigt at minde om, at et 'fjerndrab', hvor offer og gerningsmand ikke har en relation, heldigvis er meget sjældne i Danmark, siger hun.

Den 37-årige mand nægter sig skyldig i anklagerne om drab og seksuelle overgreb.

Hans forsvarsadvokat har dog tidligere oplyst, at hun forventer, at han vil tilstå usømmelig behandling af lig.

- Det bliver særdeles interessant, hvordan han forklarer, at han på den ene side erkender at have parteret liget, men på den anden side nægter at have begået drab, siger Louise Dalsgaard.

  • Politiets teknikere arbejdede i flere dage på en adresse med tilknytning til den tiltalte. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
  • Politiet konfiskerede flere biler i forbindelse med ransagninger i sagen. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
  • En politibil ved en af indfaldsvejene til en del af Dronninglund Storskov, hvor Mia Skadhauge Stevn blev fundet. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Forventer grusomme detaljer

Når retssagen begynder senere i dag, vil anklagemyndigheden begynde med at præsentere sagen.

Det er her, vi kommer til at høre om politiets efterforskning.

Derefter vil den tiltalte få mulighed for at afgive forklaring, hvis han ønsker det.

Det vil i så fald være første gang, at offentligheden hører den tiltaltes egne ord om, hvad der skete i februardagene sidste år.

Den 37-årige mand er også tiltalt for at have gjort et ihærdigt forsøg på at skille sig af med liget.

Politiet holdt pressemøde samme dag, som den 37-årige mand blev fængslet.

Ifølge anklageskriftet har han parteret det i flere dele og og gravet dele ned i et skovområde i Dronninglund Storskov nord for Aalborg.

I anklageskriftet står der, at den tiltalte skulle have forsøgt at opløse dele af liget i afløbsrens og opblandet kaustisk soda.

- Men det betyder formentlig også, at retten i dag får grusomme detaljer om det døgn, hvor Mia Skadhauge Stevn var væk, siger Louise Dalsgaard.

Hun peger også på, at politiets tekniske beviser fra tiltaltes bil, bopæl og fra liget vil spille en afgørende rolle i sagen.

Derudover forventer hun, at der vil blive lagt vægt på dem tiltaltes færden og ageren. For eksempel på hans telefon og computer, fordi digitale spor måske kan sige noget om hans handlinger før og efter drabstidspunktet.

Blomster og lys til ære for Mia Skadhauge Stevn. Blomsterne blev lagt ved det sted, hvor hun forsvandt fra. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Derfor har sagen vagt ekstra opsigt

Fjerndrab i Danmark er relativt sjældne, og får som regel opmærksomhed.

Men der er en særlig årsag til, at netop sagen om den forsvundne Mia Skadhauge Stevn vakte ekstra opsigt, vurderer Louise Dalsgaard.

- Offentligheden var med, da Mia Skadhauge Stevn blev efterlyst efter en bytur i Aalborg med sine venner. Sådan en bytur alle kender, og hvor vi kvinder også kan bekymre os om at komme sikkert hjem.

- Derfor har den her sag også fyldt meget, da det kom frem, at den 22-årige sygeplejerskestuderende ikke vendte hjem i live. Særligt hos unge i Aalborg.

Efter drabet blev der blandt andet afholdt fakkeloptog, og sagen vakte stor debat om unges tryghed i nattelivet.

Allerede dagen efter den unge kvindes forsvinden bad politiet borgere i og omkring Aalborg at tjekke, om man havde relevant privatvideoovervågning.

Politiet offentliggjorde ligeledes billeder af en bil, som Mia Skadhauge Stevn steg ind i den søndag morgen.

På noget af videomaterialet fandt politiet et registreringsnummer på den bil, der samlede Mia Skadhauge Stevn op.

Tre dage efter hun forsvandt, anholdt Nordjyllands Politi derfor den nu tiltalte 37-årige mand.

Politiet formoder, at Mia Skadhauge Stevns rute forløb sig således.
Politiet formoder, at Mia Skadhauge Stevns rute forløb sig således.