Det skal være lettere, og det skal gå hurtigere at få tilladelse til kystsikringsprojekter.
Det er budskabet fra flere borgmestre, når de i dag og i morgen mødes med blandt andre miljøministeren til en snak om stormflodshændelserne i oktober og december sidste år.
Blandt dem er Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S).
For stormfloden i oktober har givet ødelæggelser for omkring 80 millioner kroner i kommunen. Så nu vil de have gang i flere projekter, der beskytter mod høj bølgegang i havet. Men – sammen med andre borgmestre – mener de, at det er for svært og tager for lang tid at få lov til at kystsikre.
- Det er vanskeligt at få de tilladelser og godkendelser, der skal til. Vi har brug for, at der kommer en task force eller lignende, der kan behandle de her sager hurtigt, så vi kan komme i gang, siger han.
Konsekvenser og effekt skal undersøges
Omkring halvdelen af landets borgmestre er inviteret med til mødet, hvor de har mulighed for at fortælle om de udfordringer, de har og har haft med det voldsomme vejr.
Også Haderslev Kommunes borgmester, Mads Skau (V) er med. Her har stormfloden i oktober givet ødelæggelser for lidt over fem millioner kroner.
Han går også ind til mødet med et ønske om at få sat skub i mulighederne for at kystsikre. Men når der skal gives tilladelse til et kystsikringsprojekt, skal både miljøkonsekvenser og effekt af projektet undersøges.
Og det er vigtigt og kræver tid, erkender Mads Skau.
- Vi skal være sikre på, at de ting vi gør, også kommer til at virke og ikke gør mere skade. Men det skal jo heller ikke tage mere tid end højst nødvendigt, siger han.
”Hænger ikke kun på ministeren”
Begge borgmestre erkender dog, at de også selv skal på banen og have gang i mere kystsikring.
- Vi kan ikke tillade os at udskyde reparationer og indsatser ud i fremtiden. Vi skal handle nu. Det er den gennemgående læring af de her situationer, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S).
Og det er ikke nok bare at bede ministeren om hjælp, erkender Haderslevs borgmester, Mads Skau (V).
- Der er helt klart også noget, vi kan gøre bedre. Så der er flere ting, der ikke kun hænger på miljøministeren, siger han.
Alle de kommuner, der har været ramt af stormfloderne i oktober og december, er inviteret med. Nogle af borgmestrene deltager virtuelt, andre tager turen til Christiansborg. På mødet deltager også folketingets partier og forskellige relevante myndigheder, der var en del af stormflodshændelserne.
Men der skal ikke drøftes konkrete tiltag, oplyser miljøministeriet.