Efter hundredvis af rapporterede alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccination har Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité, Prac, besluttet at gennemføre en ekstra vurdering af HPV-vacciner og deres sikkerhedsprofil.
Det er Sundhedsstyrelsen, der har bedt om en europæisk vurdering, fordi der kommer så mange indberetninger om bivirkninger.
- Der er en bekymring blandt mange piger og deres familier, og derfor må vi have undersøgt i EU-regi, om der kan være en sammenhæng mellem de symptomer, som bliver indberettet, og HPV-vaccination, siger Henrik G. Jensen, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
363 alvorlige sager
Sundhedsstyrelsen har, fra vaccinen blev indført i 2009 til første kvartal 2015, modtaget 1.305 indberetninger om formodede bivirkninger, og af dem er 363 er kategoriseret som alvorlige.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) mener, det er fornuftigt at kigge på bivirkningerne. Hun understreger dog samtidig, at vaccinen fungerer i det store billede.
- Både bivirkningskomitéen og Sundhedsstyrelsen herhjemme vurderer, at fordelene ved vaccinen mod livmoderhalskræft er større end ulemperne og anbefaler fortsat, at piger bliver vaccineret.
Piger og deres forældre er bekymrede
Men det er vigtigt for mig, at vi reagerer, når der bliver ved med at komme nye indberetninger om bivirkninger, og der samtidig er skabt en bekymring blandt mange piger og deres familier, siger Sophie Løhde.
H
vert år rammes omkring 400 danske kvinder af livmoderhalskræft, og omkring 100 mister livet på grund af sygdommen.
Undersøgelsen fra Prac forventes at være afsluttet i maj 2016.
/ritzau/