Fredag indledes en ny superligasæson.
Der er på mange fronter sket en del siden punktummet på sidste sæson, men det gælder ikke tilstanden på en af Parkens endetribuner. FC Københavns mest inkarnerede fans må fortsat nøjes med at vise deres støtte uden at hoppe i takt.
Men nu er der gode nyheder til de hoppe-hungrende fans.
Hovedstadsklubben har i dag meldt ud, at en omfangsrig proces har vist, at stemningstribunen skal forstærkes, og konstruktionen skal tilpasses det stigende antal hoppende fans.
Forventningen er, at arbejdet på den nedre del af tribunen kan gå i gang i vinterpausen.
- Nu er Rambøll ved at være der, hvor de gennem test har fundet en vej, så vi kan få godkendt Nedre B i første omgang.
- Det betyder, at vi går fra et regneprojekt til et byggeprojekt, siger han.
Mere komplekst end at bygge en udestue
Der er hverken tale om konstruktionsfejl eller vedligeholdelsesmangler, understreger klubben. Tribunen er bare ikke bygget til koordinerede hop, som er en del af fankulturen i dag.
Derfor glæder det Jacob Lauesen, at der nu er en konkret løsning på vej, så hoppeforbuddet på sigt kan ophæves.
- Jeg vil gerne sende en stor tak til alle fans på B-tribunen, der har udvist forståelse og tålmodighed i en svær situation, siger Jacob Lauesen.
Han understreger, at klubben har gjort sit for at finde en hurtig løsning. Men den slags sager tager tid, fordi der er tale om en helt særlig konstruktion.
- Man bliver desværre nødt til at acceptere, at der er en tidsramme, man skal regne med, når det gælder så komplekse bygninger. Det er bare mere komplekst end at bygge en udestue derhjemme, siger Jacob Lausen.
Fanformand glæder sig over afklaring
Dermed kan de hvid- og blåklædte fans godt begynde at træne lægmusklerne, så de igen er klar til at hoppe i 90 minutter, når den nedre del af tribunen er forstærket.
Det glæder i den grad Casper Fischer Raavig, der er talsmand for FC Københavns fanklub.
- Nu har vi ventet længe. Så det er dejligt med en afklaring, hvor vi kan se, at der er en ende på det, siger han.
Under det halvandet år lange hoppeforbud er det kommet bag på Casper Fischer Raavig, hvor stor betydningen de manglende hop har haft.
- Det har været frustrerende med den her begrænsning. Både for fans og for klubben. Vi lever normalt af spontaniteten og vildskaben, siger han.
Hvis arbejdet på den nedre del af tribunen skal begynde i vinterpausen, kræver det, at FC København får grønt lys af kommunen.
Hvornår den øvre del af tribunen skal forstærkes, vil klubben melde ud løbende.
FC København tager hul på superligasæsonen på mandag med en udekamp mod Lyngby Boldklub.