Højesteret: Overvågning af kendte var ikke grov chikane

Højesteret afviser, at Se og Hørs overvågning af kendte er så grov, at de skal have en beskikket advokat.

Tv-vært Line Baun Daniensen har i Retten i Glostrup fortalt, hvordan Se og Hørs overvågning fik hende til at anklage kæresten for at tippe bladet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I Se og Hør-sagen har over 100 kendte mennesker fået deres privatliv krænket, men krænkelsen er ikke så grov, at de skal have deres bistandsadvokat betalt af staten.

Det mener Højesteret, der i en kendelse definitivt afviser advokat Brian Werner Larsens ønske om at blive beskikket for en stor gruppe kendte.

Under straffesagen i Glostrup har flere af de kendte fortalt, hvordan Se og Hørs ulovlige overvågning har påvirket deres liv.

Eksempelvis kunne tv-værten Line Baun Danielsen fortælle, hvordan Se og Hørs påfaldende evne til at spore hende overalt fik hende til at tvivle på sine allernærmeste.

- Det var mistillid, og det var mistro, sagde tv-værten, der på et tidspunkt blev så paranoid, at hun beskyldte sin kæreste for at tippe Se og Hør.

Forklaringen var dog en ganske anden. Nemlig at en it-operatør hos Nets gennem flere år overvågede de kendtes brug af kreditkort og solgte oplysningerne til Se og Hør.

I kølvandet på den store medieskandale har flere kendte varslet dyrebare søgsmål med krav om økonomisk godtgørelse. Det er i den forbindelse, at de krænkede har ønsket en beskikket advokat. Men Højesteret siger altså nej.

/ritzau/