Et sidste forsøg på at få underkendt et fogedforbud mod den omstridte bog "Syv år for PET" er mislykkedes.
Højesteret har afvist en påstand fra foreningen Danske Medier om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) kludrede i det, da man forsøgte at forhindre offentliggørelse af bogen.
Det var i oktober sidste år, at PET gik til domstolene for at få stoppet bogen, der har den tidligere chef, Jakob Scharf, i hovedrollen.
Københavns Byret nedlagde i et natligt retsmøde et forbud - men det var rettet mod JP/Politikens Hus A/S og ikke mod den ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen.
Politiken trodsede afgørelsen og bragte hele bogen som et tillæg til søndagsudgaven.
Senere - i december sidste år - godkendte Østre Landsret indgrebet, selv om det burde have været midlertidigt. Og landsdommerne sagde også god for, at det var rettet imod selskabet.
Det er kun spørgsmålet om rette adressat, som Højesteret har bedømt, men heller ikke her får JP/Politikens Hus ret.
Dog bemærker et flertal af dommerne, at det er bedst stemmende med medieansvarslovens regler, at et forbud rettes mod den ansvarshavende chefredaktør personligt - ikke mod mediet som sådan.
- Fremadrettet skal forbud derfor som udgangspunkt nedlægges mod den ansvarshavende chefredaktør, lyder det i kendelsen fra Højesteret.
/ritzau/