Højesteret giver tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen ret i, at straffesagen mod ham er politisk og derfor skal behandles som nævningesag.
Sådan lyder det i kendelse, som Højesteret har afsagt i dag.
Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for under interviews med flere danske medier at have røbet statshemmeligheder om Danmarks spionsamarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Såvel Københavns Byret som Østre Landsret har tidligere bestemt, at sagen mod Claus Hjort skulle behandles af domsmænd.
Højesteret skriver i sin afgørelse:
- Tiltalte er tidligere forsvarsminister og var medlem af Folketinget og et fremtrædende medlem af oppositionen, da han i forbindelse med interviews fremkom med de udtalelser, som sagen angår.
- Udtalelserne blev fremsat offentligt bl.a. som et led i en kritik af den daværende regerings håndtering af Tilsynet med Efterretningstjenesternes undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, lyder det.
Læs om FE's samarbejde med USA her:
'Hvis ikke min sag er politisk, hvad er så?'
Højesteret lægger også vægt på, at hans udtalelser og kritik var baseret på hans erfaringer som forsvarsminister, og at han også i det arbejde har fået adgang til de fortrolige oplysninger.
Derfor mener Højesteret, at overtrædelserne må anses for politiske i retsplejelovens forstand, og at Claus Hjort Frederiksen har ret til at have nævninge med under straffesagens behandling.
Claus Hjort Frederiksen er ifølge sin forsvarsadvokat meget glad for resultatet. Han har hele tiden ønsket åbenhed i sagen og nævninge:
- Hvis ikke min sag angår en politisk lovovertrædelse, hvad er en politisk lovovertrædelse så, har den tidligere minister skrevet på Facebook.
Ved en domsmandssag medvirker én juridisk domsmand og to lægdommere, som er almindelige borgere uden særlige juridiske forudsætninger.
I en nævningesag medvirker tre juridiske dommere og seks lægdommere.
Og det er "meget vigtigt", mener Claus Hjort Frederiksens forsvarsadvokat, René Offersen.
- Når vi står i en sag som den her, hvor det er justitsministeren, der har påbudt sagen, så er det utroligt vigtigt at få afgørelsen af hans skyldsspørgsmål gjort til noget, der bliver truffet i en kollegialret (ret med flere juridiske dommere, red.), siger han.
- For vi ved alle sammen godt, at det er sværere at træffe vanskelige beslutninger, der går imod magthaverne, hvis der alene skal sidde én dommer med to almindelige borgere.
For at blive frifundet i en nævningesag kræver det, at enten to juridiske dommere eller tre nævninger stemmer for frifindelse.