Højesteret: Forsinkede flykunder får først svar i 2016

Først til næste år får tusindvis af forsinkede flykunder svar på, om de kan få kompensation eller ej.

(Foto: © Gonzalo Fuentes /Scanpix)

Der er lang tid i vente for mange af de passagerer, som ser frem til kompensation i sager om forsinkelser ved flyrejser.

En principiel dom ved Højesteret, der i fire konkrete sager skal afgøre, om tekniske fejl ved forsinkede eller aflyste fly giver ret til kompensation, er netop blevet berammet til marts 2016. Det oplyser Højesteret til DR Nyheder.

- Procesbevillingsnævnet har taget stilling til, at sagen indeholder spørgsmål, som er så principielle, at den skal behandles i Højesteret. Når de har givet tilladelse til det, er det fordi, at sagen har en principiel karakter, siger ankeudvalgssekretær ved Højesteret Rikke Plesner Skovby.

Hvert år ender sager om forsinkede flypassagerer ved de danske domstole, fordi luftfartsselskaber og passagerer ikke kan blive enige om, hvorvidt der skal udbetales kompensation eller ej ved forsinkelse eller aflysning.

Med datoen har Højesteret nu sat tid på, hvor længe passagerer, hvis flyafgang har været berørt af tekniske vanskeligheder, skal vente på svar.

Tusindvis af passagerer venter

I mellemtiden strømmer det hver uge ind med 40 til 50 nye sager i Københavns Byret, som på grund af den verserende sag i Højesteret ikke kan behandle ret mange af dem, før der er truffet afgørelse.

Kastrup Lufthavns placering gør, at de fleste sager om flyforsinkelser i første omgang havner hos byretten. På nuværende tidspunkt findes der omkring 1.000 ubehandlede sager, hvor langt de fleste omhandler tekniske fejl på fly, fortæller chef for Københavns Byrets flysagskontor Stine Fink Hansen.

- Vurderingen herfra er, at cirka 90 til 95 procent af sagerne skal udsættes. Jeg kan se, at rigtig mange af dem, der ligger stille, omhandler tekniske fejl og spørgsmålet om, hvornår flyselskaberne kan være fritaget for at betale kompensation, siger hun.

I forvejen har mange af sagerne ligget længe hos byretten, mens Stine Fink Hansen sammen med et hold af jurister i de seneste måneder har gennemgået de ophobede sagsakter. Lige nu venter flere tusinde flykunder på en afklaring, vurderer hun.

- I langt de fleste sager er der tre til fire sagsøgere, så vi er oppe på omkring 3.000 til 4.000 berørte passagerer, siger Stine Fink Hansen.

Dom kan danne praksis

Regler fra EU fastslår, at alle flyrejser med selskaber registreret i EU samt alle flyrejser fra EU-lande, der bliver forsinket mere end tre timer, giver passagererne ret til økonomisk kompensation.

I de seneste år er antallet af passagerer, der klager ved forsinkelse og aflysninger, taget til, og samtidig er mange flyselskaber begyndt at nægte kompensation. I de tilfælde ryger sagerne ofte videre til domstolene.

I de fire konkrete sager, som nu skal prøves ved Højesteret, mener flyselskabet, at der ikke skal udbetales kompensation, fordi der er der er tale om usædvanlige omstændigheder på grund af tekniske vanskeligheder.

En dom ved landets højeste domstol vil dog muligvis kunne danne præcedens for fremtidige sager, så byretten ikke skal tage stilling i hver enkelt sag, vurderer Stine Fink Hansen.

- Det er godt, at Højesteret formentlig med de her fire sager én gang for alle vil komme med en vurdering af, hvornår et flyselskab kan sige, at noget er usædvanlige omstændigheder, siger hun.