Den hjerneskadede psykiater har ikke kun behandlet patienter i Danmark.
Ad flere omgange var han i løbet af 2005 og 2006 ansat på den psykiatriske afdeling på Dronnings Ingrids Hospital i Nuuk. Sammenlagt har han været på det grønlandske hospital i ni uger.
Det oplyser den fungerende grønlandske sundhedsminister, Martha Lund Olsen (Siumut), i et svar til landstingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Behov for grundig undersøgelse
Psykiateren blev ansat gennem et vikarbureau. Det skete fire år, efter at han fik en hjerneskade i en trafikulykke, og to år efter at Sundhedsstyrelsen i Danmark for første gang blev advaret om psykiateren.
Det grønlanske sundhedsvæsen er ikke bekendt med, at psykiateren skulle have fejlbehandlet patienter eller givet forkerte diagnoser, mens han arbejdede i Nuuk.
Men oplysningerne om, at den hjerneskadede psykiater har været i Grønland, har fået Aaja Chemnitz Larsen til at kæmpe for hans patienter.
- Der skal ske en grundig belysning af, om der er sket fejl i de diagnoser, som han har stillet, og i den behandling han har givet til grønlandske patienter, siger hun til DR Nyheder.
Patienter skal kontaktes
De patienter, der var i behandling hos psykiateren fra 2007 til 2013 i Danmark, er blevet kontaktet og har fået mulighed for at få vurderet deres sag på ny.
Men i Grønland er ingen af den hjerneskadede psykiaters patienter blevet informeret. Det bør der rettes op på, mener Aaja Chemnitz Larsen:
- Der er tale om borgere, der ikke nødvendigvis har ressourcerne til at klage eller undersøge, om de har været i kontakt med denne her psykiater. Så der er behov for, at man gør patienterne direkte opmærksomme på, at de har været i kontakt med psykiateren.
Mange sager på kort tid
Selvom psykiateren ikke har været ansat i mere end sammenlagt ni uger, er der grund til bekymring, vurderer Aaja Chemnitz Larsen:
- Man skal huske på, at når man kommer til Grønland som specialist, har man rigtig mange patienter igennem på kort tid, fordi der er bygget en masse sager op til, at man kommer.
Også patienter i Norge og Sverige
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) var i eftermiddag i samråd i sagen om den hjerneskadede psykiater.
Her blev han blandt andet spurgt ind til, om psykiateren har behandlet patienter i udlandet, og hvad ministeren vil gøre for, at de patienter bliver kontaktet.
Ministeren oplyste, at psykiateren også har arbejdet i Norge og Sverige mellem 2004 og 2007.
Både Grønland, Norge og Sverige er blevet orienteret om psykiateren, sagde ministeren og tilføjede, at det må være op til Grønland, Norge og Sverige at beslutte, om patienter skal kontaktes.
Du kan læse mere om sagen på vores temaside her, og hvis du mener, at du er blevet behandlet af psykiateren i Grønland, hører vi gerne fra dig på psykiatri@dr.dk