Den vestjyske psykiater, som praktiserede i ni år trods en svær hjerneskade, har ikke kun behandlet patienter i sin private klinik.
I 2007 og 2008 havde han vagter som vikar på sygehuset i Regionspsykiatrien Viborg, og derudover har han udfærdiget speciallægeattester for flere kommuner.
Men ikke alle tidligere patienter vil blive kontaktet med tilbud om en ny vurdering.
Knap 2000 patienter, som er blevet behandlet i psykiaterens egen praksis mellem 2007 og 2013, har fået brev fra Region Midtjylland.
Men regionen oplyser, at den ikke har planer om at kontakte patienter, som er blevet behandlet af psykiateren på sygehuset under hans vikarjob i Regionspsykiatrien Viborg.
Ingen planer om breve
Fra september 2007 til april 2008 havde psykiateren omkring 90 vagter i Regionspsykiatrien Viborg som vikar, ved siden af sit arbejde i egen praksis.
Det har DR Nyheder fået oplyst af regionen via aktindsigt. Psykiateren havde funktion som afdelingslæge og arbejdede i både forvagt og bagvagt.
Ifølge lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Midtjylland, Per Jørgensen, havde psykiateren ikke ansvar for patientforløb, og der har ikke været klager eller utilsigtede hændelser, der kan tilskrives psykiaterens arbejde på sygehuset.
Derfor har regionen vurderet, at det ikke er nødvendigt at sætte et større arbejde i gang for at finde frem til de patienter, der under indlæggelse har været i kontakt med psykiateren.
Ministeriet kendte ikke til det
I sundhedsministeriet har man øjensynlig ikke kendt til psykiaterens vikarjob i Viborg. Den fremgår ikke af Sundhedsstyrelsens redegørelse om sagen med psykiateren.
Og da sundhedsminister Nick Hækkerup blev spurgt til det på et samråd i Folketingets sundhedsudvalg i torsdags, kunne han ikke besvare spørgsmålet.
Der er altså ikke umiddelbart nogen planer i forhold til den gruppe tidligere patienter.
Men skulle nogen føle sig utrygge og i tvivl om, hvorvidt de er blevet behandlet af den pågældende psykiater i Regionspsykiatrien Viborg, anbefaler lægefaglig direktør Per Jørgensen at de henvender sig til egen læge. Lægen kan så henvise videre til en ny vurdering i regionens ambulatorium.
Også attester for kommuner
Den vestjyske psykiater har derudover udredt borgere for flere kommuner for at udarbejde speciallægeerklæringer om dem. Andre patienter kan være behandlet af psykiateren i forbindelse med kommunale tilbud på f.eks. misbrugscentre og botilbud.
Sundhedsministeriet oplyser, at man derfor har kontaktet Kommunernes Landsforening for ad den vej at prøve at opspore disse patienter.
Nyt brev til patienter
De knap 2000 patienter, som har konsulteret psykiateren i hans egen praksis, kan forvente at få endnu et brev, udover det, som de allerede har fået.
Ifølge sundhedsminister Nick Hækkerup skal patienterne i et nyt brev have tilbud om at få gennemgået deres journal enten ved egen læge eller i Region Midtjyllands ambulatorium.
- Det sker for at betrygge patienterne, for at besvare deres eventuelle spørgsmål og vurdere om patienterne skal undersøges nærmere. Og vurderes det, at patienterne har lidt skade, skal de opfordres til at søge erstatning, sagde Nick Hækkerup på samrådet i torsdags.
Det er dog tilsyneladende ikke alle patienter, som man har fundet frem til. DR Nyheder er blevet kontaktet af flere, som stadig ikke har fået et første brev fra Region Midtjylland.