Hjælp til flygtninge fortsætter trods dom

Gruppen, der kalder sig 'Medmenneskesmuglerne', har i flere måneder forberedt hjælpen til lovbrydere.

Tilbage i sommers kunne hele Danmark følge med i, at helt almindelige danskere gav flygtninge og migranter lift videre i landet - 'Medmenneskesmuglerne' håber, at dagens dom ikke får den lyst til at mindskes. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

En 41-årig familiefar fra Egå er i dag blevet kendt skyldig i menneskesmugling og idømt en bøde på 5.000 kroner.

Dommen får dog ikke gruppen, der kalder sig 'Medmenneskesmuglerne' og er en undergruppe til organisationen 'Welcome 2 Denmark, til at stoppe deres arbejde.

- Det er netop derfor, at Medmenneskesmuglerne eksisterer - de udøver både økonomisk og juridisk bistand til de mennesker, der har forsøgt at hjælpe, forklarer talsperson for Welcome 2 Denmark, Line Søgaard.

- Så på den måde er det ikke noget, som afskrækker dem fra at blive ved med at hjælpe – det er jeg sikker på. Det er netop sådan nogle ting, som vi har forberedt os på.

Medmenneskesmuglerne har samlet penge ind til blandt andet at kunne betale bøder siden oktober.

Hensigten er, at almindelige danskere ikke skal lade sig afskrække fra at transporterer flygtninge, som så i stedet må benytte sig af menneskesmuglere, der gør det for penge.

Anklageren havde forlangt en bødestraf på 15.000 kroner, men Retten i Randers valgte altså en bøde på 5.000 kroner.

En "ærgerlig dom", mener Line Søgaard, der håber, at politikerne vil ændre lovgivningen.

- Jeg synes, han har gjort noget prisværdigt, og at den her lovgivning ikke rammer rigtigt, siger hun.