Historisk sikkerhedsopbud til retsmøde for sigtede i terrorsag

Et enormt sikkerhedsopbud følger retsmødet, hvor to personer er sigtet for at hjælpe gerningsmand bag terror i København.

Betjente fra politiets indsatsstyrke dækker retsmødet. (Foto: © Claus Buhr, DR)

- Jeg har dækket alle slags retsmøder, men jeg har aldrig set noget lignende, fortæller DR's retskorrespondent, Claus Buhr fra Københavns Byret.

Her er to mænd for en dommer, som skal vurdere, om de fortsat skal varetægtfænglses. De er sigtet for at hjælpe Omar Abdel Hamid El-Hussein med at skaffe et våben af vejen og give ham et tilflugtssted i forbindelse med terrorangrebet i København forrige weekend.

Claus Buhr fortæller, at mindst fem betjente fra indsatsstyrken iført skudsikre veste, ballistiske hjelme og store automatrifler er ved retsbygningen, mens masser politi dækker hele området omkring retsbygningen.

- Det er aldrig nogensinde sket i dansk ret. Det er et historisk sikkerhedsopbud, fortæller han.

Dørene lukket

Det store sikkerhedsopbud skyldes sagens usædvanlige karakter.

Dørene er torsdag formiddag blevet lukket ind til retten, hvor den første af de to mænd skal for dommeren.

Det er på anklagemyndighedens ønske, at dørene skulle lukkes, mens forsvaren ønskede dem åbne for pressen, fordi man mente, at mange usande oplysninger vil flyve rundt i sådan en sag.  

22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein skød og dræbte to personer og sårede fem, da han den 14 februar skød mod et debatmøde på Krudttønden på Østerbro og mod en synagoge i indre København. Han mistede selv livet senere på natten efter skud fra polititet.