Herlufsholms formand: 'Ingen er hellige. Heller ikke bestyrelsen'

Tidligere i dag valgte Herlufsholms bestyrelse at fyre skolens rektor og varslede samtidig markante ændringer efter TV2's kritiske dokumentar.

Torben Lowzow har været bestyrelsesformand på Herlufsholm kostskole siden 2019.

Bør Herlufsholms bestyrelse gå af oven på ugens TV2-dokumentar, som afdækker en kultur på kostskolen præget af vold og krænkelser?

Det mener flere facebookbrugere blandt de mere end 900 facebookkommentarer på DR Nyheders profil, som hurtigt meldte sig, da bestyrelsen i dag valgte at fyre rektor på kostskolen, Mikkel Kjellberg, og samtidig varslede markante ændringer af den århundrede gamle kostskole "øjeblikkeligt".

- Det er sgu for billigt at fyre rektor, hvad med bestyrelse og lærerne, der ved, hvad der er forgået, skriver en bruger blandt andet i kommentarsporet.

En anden skriver:

- Resten af ledelsen/bestyrelsen burde også afgå.

Bestyrelsesformand Torben Lowzow slår da også fast, at ingen er "hellige", og at man løbende kommer til at forholde sig til det, der måtte komme frem for eksempel i forbindelse med den uvildige advokatundersøgelse, som Herlufsholm besluttede at igangsætte efter TV2-dokumentaren.

- Her kan komme ting frem, som peger på bestyrelsen. Og der er bestyrelsen helt opmærksom på, at hvis der kommer ting frem, som peger på bestyrelsen, og mig som bestyrelsesformand ikke mindst, så kender vi godt vores ansvar, siger han til DR.

- Det er ikke kun Mikkel Kjellberg. Vi (Bestyrelsen, red.) er alle sammen ansvarlige for det, der er blevet afdækket.

Her kan du se et klip med bestyrelsesformand Torben Lowzow:

Torben Lowzow fortæller samtidig, at de kommer til at kigge indad for at sikre, at Herlufsholm har det rigtige hold.

-Der er ingen, som er hellige, heller ikke bestyrelsen, heller ikke mig.

Herlufsholm kostskole set fra luften. (Foto: © Peter Langkilde DR, DR)

Herlufsholm varsler markante ændringer øjeblikkeligt

I samme omgang som fyringen af rektor Mikkel Kjellberg har skolens bestyrelse igangsat en handlingsplan, der skal føre til "et nyt Herlufsholm".

- Der skal meget mere til end at fyre en rektor, og det er jo derfor, vi har besluttet det her omfangsrige katalog af yderligere tiltag, siger bestyrelsesformand Torben Lowzow.

Det vil være skolens ledelse, der skal gennemføre det i de kommende uger og måneder, og der bliver blandt andet ændret i den nuværende ordning med sovesale, så alle kostskoleelever fra i dag kan sove på eget værelse.

Derudover vil de traditioner, som kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd, blive afskaffet.

Skolen dropper desuden også den omtalte "præfektordning", hvor udvalgte ældre elever har et ekstra ansvar for de yngre.

Og at netop den ordning bliver fortid, glæder Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- Det er en fundamentalt forkert og forbundet med stor risiko for mobning, vold og usunde magtforhold at sætte store børn til at have ansvaret for at opdrage og sanktionere mindre børn, skriver hun i et opslag på Facebook.

Ministeren skriver også, at de ændringer, som bestyrelsen lørdag har meldt ud, ikke ændrer ved, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fortsat fører tilsyn med skolen.

Herlufsholm siger undskyld

Fyringen af rektoren skete i forbindelse med et ekstraordinært møde, som bestyrelsen på Herlufsholm afholdt tidligere lørdag som følge af TV2's afdækning.

Her kan du se et klip med bestyrelsesformand Torben Lowzow:

I samme omgang kom også en undskyldning fra bestyrelsen, som er "meget påvirket" af de udtalelser, de har hørt i dokumentaren.

- Stort undskyld til de elever, som har haft de oplevelser. Tak til dem, der har stillet sig frem og fortalt deres historier, og det har vist os, at trods vores mange initiativer er vi ikke nået i mål.