Her er hovedpunkterne i genåbningens fase 4

Barer og restauranter må nu holde længere åbent, og turister skal ikke længere booke seks overnatninger.

Barer og værtshuse får i den nye aftale mulighed for at holde åbent lidt længere. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fredag aften har Folketingets partier forhandlet en aftale på plads om genåbningens fase 4.

Fase 4 gælder til og med 31. oktober.

Her er aftalens hovedpunkter:

  • Kravet til udenlandske turister om 6 overnatninger i Danmark fjernes.

  • Forsamlingsforbuddet på 100 personer forlænges til og med 31. oktober. Partierne vil dog se på forbuddet igen ved udgangen af september.

  • I nogle tilfælde er forsamlingsforbuddet på 500 personer, og det opretholdes også til og med 31. oktober.

  • Barer, caféer og restauranter må holde åbent til klokken 02.00, hvis man ikke lukker nye gæster ind efter klokken 23.00.

  • Natklubber, diskoteker og lignende skal holde lukket til og med 31. oktober. Kan de ændre deres indretning og aktiviteter, så det følger retningslinjer for restauranter og barer, kan de imidlertid åbne på samme vilkår.

  • Udendørs begravelser og bisættelser omfattes af et forsamlingsforbud på 200 personer.

  • Regeringen forventer, at brugen af mundbind i det danske samfund udbredes og gøres mere ensartet.

  • Der etableres yderligere en laboratoriefacilitet i Vestdanmark i regi af Testcenter Danmark med henblik på at reducere transport- og svartider for test. En klar målsætning er, at 80 procent skal have adgang til COVID-19-test inden for 24 timer, og at 80 procent får svar på test dagen efter, at testen er foretaget.

  • Erhvervsministeren og kulturministeren vil med inddragelse af sektorpartnerskaber og aftalepartierne se på, om der forsvarligt kan ske yderligere genåbning af blandt andet spillesteder, professionel idræt og breddeidræt og en række kulturarrangementer.

  • Partierne er enige om at indlede forhandlinger med den del af erhvervs-, kultur- og idrætslivet, der bliver ekstraordinært hårdt ramt. Det vedrører virksomheder, der er ramt af forbuddet mod at holde åbent, forsamlingsforbuddet på 500 personer, grænselukninger og rejsevejledningen.

  • Partierne er enige om, at de ramte virksomheder har behov for kompensation.

  • Partierne noterer sig, at regeringen vil se på mulighederne for at regionalisere rejsevejledningerne

  • Med henblik på at bryde smittekæderne udfører myndighederne målrettet oplysning, forebyggelse og risikobaserede stikprøvekontroller i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af, om sundhedsmyndighedernes opfordringer til selvisolation efterleves. Efterleves selvisolation ikke, kan der tages skridt til at isolere de smittede ved brug af påbud efter den gældende lovgivning.

Kilde: Justitsministeriet.

/ritzau/